”SPOR i landskabet”, der har bistået Tornby Beboerforening med etablering af de 4 vandrestier på i alt 34 km i Tornby-området (Kirkestien, Dyssestien, Bjergstien og Skudestien,) har nu endegyldigt afsluttet stiprojektet i Tornby med opsætning af en infotavle om ruterne på plænen ved Brugsen i Tornby.
Foruden de nævnte vandreruter viser infotavlen også vejen til de lokale seværdigheder, som eksempelvis Hønsebakkerne, Langdyssen, Tornby Bjerg, Tornby Gamle Købmandsgård, Yxelbækstenen m.fl.
Det er muligt at scanne ruterne, således man kan følge dem på sin telefon. Infotavlen er også monteret med skilte, der viser retningen til seværdighederne.
Stiprojekterne i Tornby har påkaldt sig en meget stor opmærksomhed fra nær og fjern. Ikke mindst da dronning Mary (dengang kronprinsesse) i august 2023 under stor mediebevågenhed foretog indvielsen af Skudestien.
SPOR i landskabet arbejder for at etablere vandrestier i hele Danmark i på baggrund af frivillige aftaler med private lodsejere. SPOR arbejder endvidere for at fremme dialogen mellem brugerne af sporene og lodsejerne.
SPOR er støttet af Nordea-fonden, Landbrug & Fødevarer, Landbrugslotteriet samt Miljøministeriet.