Den lokale kritik af Power-to-X har dels gået på begrebets langhårede luftighed og dels på forslaget om opstilling af en halv snes megamøller i Lilleheden Klitplantage, men udviklingen er ifølge andre næppe til at komme uden om heller ikke på Hirtshals Havn.
For få år siden måtte magasinet Søfarts ellers fagligt kompetente redaktion slå begrebet PtX eller Power-to-X op, da det første gang blev nævnt i forbindelse med skibsfartsbranchen. Men alene i 2021 har emnet været behandlet i mere end 20 større artikler, så der er vist blevet tale om et etableret begreb, lyder det nu i en artikel om PtX, som er illustreret med et flot foto af Havnefondens møller i Hirtshals.
Begreb handler kort opsummeret af Søfart om, at overskydende vedvarende energi skal omdannes til CO2-neutrale brændstoffer, der kan anvendes af transportindustrien. Samtidigt indbefatter begrebet Power-to-X også intelligent forsyningsafbalancering af fremtidens energiproduktion, der alene er baseret på vedvarende energikilder.
Nogle fagkilder med god indsigt sammenligner nu den teknologiske rejse, som skibsfartsbranchen i de seneste par år er stået ud på, med da skibsfarten gik fra sejl til damp. Nutidens store omstillingsproces er samtidig underlagt et massivt tidspres fra myndigheder og offentligheden i det globaliserede informationssamfund.
Så det måske lidt langhårede begreb er kommet for at blive i spalterne, fastslår altså Søfart. Det samme gælder formentlig i Hjørring Kommune og på Hirtshals Havn.
Hvad enten det bliver med eller uden møller i LIlleheden Klitplantage.
Læs hele artiklen hos kilden her: Power-to-X er kommet for at blive