Vendelbo Spedition er vinderen af Erhverv Hjørrings Initiativpris 2024. Det blev afsløret ved Business Get-Together fredag i haven ved Amtmandsboligen i Hjørring, skriver Claus Dindler hos Erhverv Hjørring.
Prisen blev overrakt til Vendelbo Speditions CEO, Jesper Bundgaard Madsen, ved et arrangement, hvor omkring 150 erhvervsfolk hyggede sig med networking, lækker mad og drikke fra Bryghuset Vendia og et muntert og tankevækkende oplæg fra Torben Wiese.
I sin tale til Jesper Bundgaard Madsen sagde Erhverv Hjørrings formand, A. Neil Jacobsen, blandt andet:
”En virksomhed, der har vist sig at være en sand pioner inden for sin branche. De har ikke blot udvidet deres forretning betydeligt, men har også vist en imponerende evne til at tilpasse sig et konstant skiftende marked.
De har sat en ære i at levere service af højeste kvalitet og har ry for at være en virksomhed, der går den ekstra mil for deres kunder.
Initiativprisen går i år til en virksomhed, der har formået at lave et generationsskifte, drive forretningen videre samt konstant udvikle på den og tænke i kreative løsninger til gavn for en grønnere fremtid.”
Du kan læse talen i sin helhed her.
I sin velkomsttale beskæftigede A. Neil Jacobsen sig med Erhverv Hjørrings rolle i lokalsamfundet. Han sagde blandt andet:
”Vi er i gang med en strategiproces, der vil skærpe vores fokus på kerneopgaver og styrke vores engagement i lokalsamfundet.
Vi vil være mere til stede, mere åbne og mere tilgængelige for jer, vores medlemmer.
Vi vil arbejde for at være i øjenhøjde med jer – både fysisk ved virksomhedsbesøg og digitalt på sociale medier.
Vores stemme vil blive hørt højere og klarere end nogensinde før, når vi taler jeres udfordringer over for politikerne.”
Du kan læse formandens velkomst i sin helhed her.
Kilde: Erhverv Hjørring.