Vendelbo-Listen ønsker generelt at sænke skatter og afgifter for kommunens borgere og erhvervslivet, når det er økonomisk muligt og bæredygtigt.
I dette tilfælde er det akut nødvendigt at give en livline til det lokale fiskeri pga. den nye CO2-afgift, som er indført af følgende partier i Folketinget: Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Konservative, Radikale og Socialistisk Folkeparti.
Vendelbo-Listen har konsekvensberegnet for et gennemsnitligt Hirtshals-baseret fartøj på 14 meter eller derunder. Med et årligt dieselforbrug på 100.000 liter (lille fartøj, fhv. lav aktivitet) kan fartøjet opnå en omsætning på cirka 1,0 million kroner. Fra 1.1.2025 vil dette fartøj stå over for en årlig ekstra CO2-nettoudgift på cirka 106.000 kroner. Fartøjet har ikke adgang til alternative brændstoffer eller drivmidler.
Selvsamme fartøj har i Hirtshals en landingsudgift på cirka 24.000 kroner. Heraf er de 9.792 kr. en fast havneudgift uanset den landede fangstmængde. Dertil kommer en landingsbestemt afgift på 2,4 procent af fangstværdien, hvorfra den faste havneudgift modregnes. Det betyder, at Vendelbo-Listens forslag sparer fiskeskipperen i eksemplet cirka 14.000 kroner om året, hvilket skal ses i forhold til statens nye CO2-afgift på netto 106.000 kroner for selvsamme fartøj.
For at bevare det lokale fiskeri, øge omsætningen på fiskeauktionen og fastholde følgearbejdspladserne på land opfordres Hirtshals Havns bestyrelse derfor til at sløjfe den landingsbestemte del af havneafgiften på 2,4 procent.
Vendelbo-Listen udtrykker fuldtonet støtte til den kraftige kritik fra bl.a. Det Konservative Folkeparti samt fra Venstre-borgmester Søren Smalbro og byrådsmedlem Michael Engbjerg (V). De to sidstnævnte kritiserer deres egen ledelse i regeringspartiet Venstre. Borgmesteren i medierne har kaldt CO2-afgiften ”så dum, at jeg næsten ikke kan beskrive det”.
Vendelbo-Listen ser frem til, at byrådet støtter nærværende forslag for at bevare det lokale fiskeri.
Administrationens bemærkninger til punktet:
Under punktets behandling, må Byrådet tage stilling til, om Byrådet ønsker at foretage sig yderligere i sagen.
Det er administrationens vurdering, at sagen bør belyses yderligere, før der kan træffes beslutning i sagen, idet administrationen ikke har foretaget en vurdering af, om der lovligt kan træffes beslutning i overensstemmelse med forslaget. Administrationen anbefaler derfor, at sagen henvises til forberedelse i Økonomiudvalget, såfremt Byrådet ønsker at foretage sig yderligere i sagen.
Dette med henblik på en nærmere belysning af muligheden for instruktionsbeføjelsen, en belysning af om beslutningen vil være i overensstemmelse med kravet om, at såvel Byrådet samt Havnebestyrelsen er forpligtet til at varetage Havnens interesser jf. Havneloven § 9, stk. 4, samt en belysning af det juridiske grundlag for landingsafgiften.
Lovgrundlag
Lov om kommuners styrelse §11, stk. 1,1. pkt.
Bestemmelsen omhandler den såkaldte initiativret og medfører, at ethvert byrådsmedlem har ret til at få en sag optaget på dagsordenen på det førstkommende byrådsmøde – forudsat at anmodningen er fremkommet rettidigt jf. forretningsordenen §3, stk 1.
Fremsættes anmodningen ikke rettidigt (dvs. senest 8 dage forud for et ordinært byrådsmøde) må sagen afvente den næstkommende møde.
I forhold til dagsordenen bemærkes, at det er Byrådet, der fastsætter den endelige dagsorden, således at den af borgmesteren udsendte dagsorden alene har karakter af et udkast.
Borgmesteren kan derfor ikke afvise at optage rettidigt indkomne sager på udkastet til dagsordenen, eksempelvis under henvisning til, at der bør tilvejebringes yderligere oplysninger.
Indstilling
Direktionen indstiller, at anmodningen drøftes.