Anders Refns seneste film er både et tilbageblik ind i besættelsens Danmark, men også et dystert indblik i de mulige konsekvenser af krig i dag.
Noget, instruktøren ikke havde regnet med ville danne resonans med samtiden på den måde, som det nu sker med konflikten i Ukraine.
– Ingen havde regnet med, at vi skulle have mere krig. Derfor er det vigtigt at blive ved med at diskutere, hvad vi gør, når ondskaben banker på, slår Anders Refn fast, da TV2 Nord taler med ham til en særvisning af ‘De forbandede år 2 – opgøret’ i Hjørring.
– Jeg synes desværre ikke, den kan blive mere aktuel end nu, fortsætter han.
Den første film, ‘De forbandede år’, handlede om samarbejdspolitikken mellem Tyskland og Danmark, mens anden film, der har premiere i dag, onsdag, handler om selve modstandskampen.
– Den handler om, hvor modsætningsfyldt og grumset det også var, fordi alle ikke kunne skifte stilling overfor tyskerne, efterhånden som krigen udviklede sig. Så det der var fornuftigt i starten af krigen kunne lugte grimt i slutningen, og det der var kriminelt i starten blev heltemodigt i slutningen, forklarer Anders Refn.
Et Livsværk
Den 78-årige instruktør har haft filmene på tegnebrættet i tyve år, før det var muligt at lave dem. Selv kalder han dem et livsværk.
– Min generation skylder en film om, hvor kompliceret det var under Anden Verdenskrig, siger han og uddyber:
– Jeg er født i 1944 og voksede op med helteberetninger om, hvor tapre danskerne var, og hvor dumme tyskerne var. Men det var jo mere kompliceret. Der var ikke kun helte og skurke – alle slog sig.
Positivt at møde publikum
Anders Refn er ved dagens særvisning i Nordjylland begejstret for muligheden for at snakke om filmen og de menneskelige dilemmaer, undtagelsestilstanden Danmark medførte under besættelsestiden.
– Det er spændende som instruktør og forfatter at møde dem, jeg laver filmen til, smiler han, selvom den nuværende situation med en ny krig i Europa er en kedelig parallel til tiden dengang.
– Krig er ikke nogen løsning på noget som helst. Nogle gange bliver man dog nødt til at sætte foden ned, men så er der også en tid til at tilgive bagefter, slutter Anders Refn.
OM HANDLINGEN I “DE FORBANDEDE ÅR 2”
Familien Skov er splittet. Aksel, der tilsluttede sig Modstandsbevægelsen, er gået under jorden og fra at være en idealistisk amatør, udvikler han sig til at blive en hårdkogt partisan. Karl kæmper for sit livsværk på sværere og sværere betingelser, og da samlingsregeringen kollapser, er han pludselig uden politisk opbakning og må tage alle forbehold for at sikre en fremtid for familien – også på den anden side af krigen. Det sætter forholdet til Eva under pres. Hun har hele tiden har haft svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten.
Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien.
Kilde: Scanbox Entertainment og TV2 Nord.