Havde sangeren og sangskriveren Ivan Pedersen ikke selv i en af sine mange fine anekdoter afsløret fødselsåret som værende 1950, ville næppe mange have gættet ham til at være over 70 år, da han fredag aften gav den hele armen sammen med Danmarks Næstbedste Trio på scenen i Sømandskirken.
Vitaliteten skyldtes først og fremmest Ivan Pedersens eget energiniveau, men dernæst også den kongeniale samklang han igennem årene har perfektioneret sammen med trioen Sten Rasmussen, Troels Skovgaard og Søren Skov. Ganske vist indeholdt setlisten mest de mere stille ballader, men de blev udfoldet og fortolket med et dynamisk nærvær og en musikalsk intensitet, der tydeligvis rørte og berørte publikum ved den intime koncert.
Numrene blev ikke bare utrolig smukt og kraftfuldt fremført, men også indlevet bundet sammen af finurlige personlige anekdoter tilsat en klar snert af politisk engagement og levet eksistentiel erkendelse, der blandt andet kom til udtryk i mange af sangenes taknemmelighed over tilværelsen i almindelighed og sangskriverens eget rige liv i særdeleshed.
Ikke mindst også Ivan Pedersens beretning om, hvordan han for få år siden gennemgik en stor hjerteoperation, gjorde indtryk på publikum i Sømandskirken. Der var både lun humor i dur og dyb alvor i mol på spil. Hans verdens grundtone er nok venlig, men den er oplevet med hjertet udenpå, for nu at parafrasere et par titler. Deraf nerven og det stærke drive.
Koncerten var stablet på benene af Hirtshals Musikforening, der på prisværdig vis havde fået støtte fra Hjørring Kommune til igen at løbe gang i arrangementerne i Sømandskirken og på Nordsøen Oceanarium samt forhåbentlig igen at gennemføre Musik Under Trappen i 2022.