Af Jakob Axel Nielsen
Folketingskandidat
Det Konservative Folkeparti
Nordjylland
Fhv. sundhedsminister
Meget tit høres stemmer om, at Danmarks næste regering skal bestå af partier hen over den berømte midte! Et parti – Moderaterne, stiftet af en tidligere statsminister – har det som vel nærmest som sin eksistensberettigelse. Og den siddende statsminister har også slået til lyd herfor!
Hvorfor gjorde Lars Løkke ikke noget ud af det, dengang han havde mulighederne for det? Hvorfor er den nuværende statsminister ikke så vild med tanken, som hun gerne vil have os alle sammen til at tro, hun er? Det er trods alt ikke mere end tre år siden, at hun talte for en meget smal regering, kun bestående af sit eget parti.
Svaret er, at politik består af meget mere: Flere drømme, visioner og holdninger end der kan rummes i én regering. Hvis drømmene, visionerne og de forskellige holdninger til, hvad der er bedst for dette land, hvis hvert enkelt parti havde magt, som det har agt, så kunne vi lige så godt have en ren teknokratregering.
Der ER forskelle i politik – og det førte bl.a. til, at SV-regeringen i 1979 kørte i grøften.
Hvorfor er det så så populært at fremføre synspunktet om en regering hen over midten? Befolkningen kan godt lide ro og stabilitet og hader de politiske skærmydsler, som ikke fører nogen steder hen, og den ved også, at det meste af lovgivningsarbejdet er vedtaget bredt.
Bredt samarbejde. Her er vi inde ved kernen, at hvad jeg mener, borgerne kan forlange og forvente af deres politikere!
Når meget store problemer opstår, er der i Danmark en tradition for samling blandt de traditionelt regeringsbærende partier.
Det så vi med invasionen i Ukraine, der samlede de traditionelt regeringsbærende partier (de fire gamle + SF) i et nationalt kompromis om forsvaret, som i årtier har været diskuteret – uden at man nåede en løsning. Nu skabte problemerkendelsen grobunden for det brede forlig.Kompromis er kendetegnet ved, at ingen har fået det lige præcis, som de ville- og det smukke er, at man står bag aftalen og dropper fnidder om politiske særinteresser. Et problem blev løst.
Hvad bør politikerne, uanset politisk observans, identificere som Danmarks mest presserende problem netop nu?
Jeg mener, det er manglen på arbejdskraft. Det er på vej til at reducere vores velstand, fordi erhvervslivet får sværere ved at effektuere ordrer og eksport – og dermed bidrage til den fælles velfærd. Her er det i særlig grad sundheds-og plejesektoren, der kommer til at skrige på arbejdskraft i de kommende år. Den demografiske balance mellem den ældre og den yngre del af befolkningen forskubber sige hele tiden – det er en kæmpe udfordring.
Manglen på arbejdskraft føder utroligt mange andre politiske problemer, så jeg ikke vil tøve med at påstå, at manglen på arbejdskraft de næste mange år vil være mange andre politiske problemers moder!
Derfor bør ansvarlige politikere fra regering og opposition – uanset rollefordelingen efter næste valg – sætte sig sammen og blive enige om, hvordan det problem tackles!
Efter hvid røg fra rummet bør de fortælle befolkningen om deres løsning – og stå sammen om den, så det hele ikke drukner i politisk fnidder. Det er problemet ganske enkelt for stor til.
Regering hen over midten? Nej tak. Den går i stykker. Samarbejde om de meget store problemer? JA tak!