Jan Glenstrup: Bæredygtigt landsbyliv

Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
Hjørring

Hvor mange kvaliteter kan man fjerne fra en landsby, førend landsbylivet ikke længere giver muligheder og mening? Eller rettere: Hvor mange vilkår og omstændigheder skal man tildele landsbyerne, førend de får åndenød og opgiver at være landsbyer længere? 

Ja, spørg i Frøstrup, hvor de snart ikke kan se skoven – eller himlen –  for bare vindmøller. Eller spørg i de landsbyer, som ikke kan se jorden for bare solfangere, så langt øjet rækker. Eller spørg nabolandsbyerne til de biogasanlæg og pyrolyseværker som lyser op, og som giver tung lastbiltrafik med biomasse døgnet rundt gennem landsbygaden. 

Alle disse steder er der stærke økonomiske kræfter, som har trukket klimakortet og skaffet sig kommunale tilladelser til at forvandle landskab og hverdage for landsbyerne. Og kan man sætte KLIMA eller MILJØ som overskrift for sine hensigter, og love gunstig økonomi til både kommuner og investorer, ja så åbnes mange døre. Og dér står så mange landsbyer tilbage med modargumentet om deres gode landsbyliv, -som klinger godt, men som klart må vige for det mylder af klima- og miljøtiltag som skal testes og afprøves og opskaleres. Stokroser og husmandsromantik, har vi ikke tid til længere, fordi klokken er 5 minutter i 12, og Gretha Thunberg siger det. 

Og landsbyerne har få venner! Naturforvalterne og  medlemsstærke naturorganisationer   får forhandlet sig til naturnationalparker og fredninger, hvorfra der ikke er udsigt til gasværker og vindmøller og solcelleparker. Og kommunerne laver ”Vild med Vilje” langs deres veje og små grønne lommer i byerne, og landbruget laver aftale om braklægning og vådområder og Aage V. Jensens Fond køber natur op og indhegner, -og naturvejledere over det hele. Men stærkest står de, der har trukket klima-og miljøkortet! De erobrer land for tiden, også fordi deres tiltag har et solidt økonomisk afkast med sig.  

Men  midt i det hele ligger de så – gamle landsbyer – bebyggelser med lang historie – som mange kommuner i mange år markedsførte sig med: ”Bosætning på landet” hed det i kommuneplanen. ”En grøn kommune” og hobbylandbrug og room for a pony. -Det gør de ikke længere! Nu ligger mange landsbyer i vejen for den nye tids kræfter. Kun få ser landsbyerne som en grøn ressource og et nødvendigt alternativ.

Måske overflødige i forhold til det landbrug, som de oprindeligt tjente, men nu som livsvigtig valgmulighed i forhold til bosætning i den store by. Man har kunnet tilbyde familierne et alternativ til etagehuse og tæt-lav-bebyggelse i den store by. Og det har også været nødvendigt, i takt med at byens sammenklumpning af mennesker og institutioner og butikker og service sparkede bagud med parkeringsproblemer, stress, trafikpropper og nattelarm i gaderne og bank i gulvet fra dem ovenpå.  Her er og var bosætning  i en landsby et reelt alternativ. Mange ville endda sige et nødvendigt alternativ. 

Og blandt landsbybeboerne har naturhensynet og miljøtankegangen i øvrigt altid været udtalt og bærende som værdigrundlag. 

Men set fra kommunal side, så ligger landsbyerne nu i vejen. De er besværlige og omkostningstunge og så funktionstømte, at de ikke længere giver mening. De er ikke rationelle Men det tør ingen politiker – ved sine fulde fem – sige, for der bor jo stadigvæk ofte 1/3 eller mere af kommunens borgere i landsbyerne.  

Men så kan man jo gå indirekte til værks: indstille buslinier, lukke skoler, forsømme vejene og undlade byggemodning i landsbyerne. Og dette milde pres kan så nu suppleres ved at lægge industrianlæg ud i landsbyens nærhed eller give tilladelser til udvidelser af landbrugsdriften i omegnen, som kan give forstærkede gener af lys, lugt og støj. 

Og hvis kommunen så forøger nedrivningspuljen til landsbyhusene, ja så kan det hele måske gå lidt stærkere. Men hele denne glidende – nu måske skridende – udvikling foregår under stor tavshed. Tavshed fra rådhusene. Ikke et ord fra politikere og embedsværk om deres reelle hensigt. Man lader tilladelser til det nye og undladelser i forhold til landsbyerne klarer skiftet  fra landdistrikt til erhvervsområde.

Denne afvikling vil aldrig blive forelagt borgerne som et politisk programpunkt. Og først engang om nogle årtier – når støvet har lagt sig – vil man måske erkende, hvilke mulige livsformer, man har sagt farvel til. Indset, at det ikke var morgengryet man sigtede imod, men skumringen.