Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
9800 Hjørring
Vores nye nabo – biogas og pyrolyse – på bakken mellem bækkene i det grønne landbrugsland sydvest for Hjørring er nu landet på mediernes forsider og i Folketingets spørgetid. Det spidser til, og kan godt ende helt galt.
Årsagen er fabrikkens ønske om at mangedoble produktionen og den deraf følgende transport af biomasse – flere hundrede læs i døgnet – ad landsbygader og slyngede biveje.
Det er i sig selv et eksempel på dårlig planlægning – fabrikken skulle aldrig have ligget dér – men langt mere alvorlig er produktionen på stedet. Det er en risikovirksomhed, som arbejder ved ekstremt høje temperaturer, når der skal afgasses og restproduktet så omdannes til biokul. Og allerede nu – ansøgning om udvidelse er kun undervejs på Rådhuset i Hjørring -sker der udslip og uheld, til gene for mindst den af de omkringliggende landsbyer, som den dag ligger i vindretningen: Lugte og luftvejsproblemer.
Så måske skulle fabrikken ikke udvides, men flyttes til en betryggende sikkerhedsafstand.
Problemet er så, at udvidelsen allerede er foregrebet med vejudvidelser og planlagte opkøb af naboejendomme i en afstand af 1½ km, samt løfter fra fabrikken om tiltag, hver gang den allerede nu bliver grebet i udslip og for mange kørsler, -og får påbud fra Hjørring Kommune.
Desuden er der allerede nu investeret kolossalt, ligesom Hjørring kommune gerne ser, at deres lovede CO2-bindinger klares af fabrikken.
Altså allerede nu en rigtig forviklet historie, som – og det er min påstand – er på vej til at skabe årelange modsætningsforhold, bitterhed og først og fremmest tabere. Det er ingen sag at vinde en strid, hvis man er stærk nok. Men at vinde en fred bagefter kan være helt umuligt.
Der bliver ingen reelle vindere, medmindre man lige nu tager en timeout, besinder sig og er villige til at skrue langt ned for ambitionerne.
Hvis byrådet i Hjørring – måske med et snævert flertal – stemmer en tilladelse til udvidelsen igennem hen på sommeren, så vil der ingen vindere være, men en taberliste, som vil se cirka sådan ud:
KOMMUNEN skal afsætte mandskab og timer til løbende kontrol, målinger og påbud i årene fremover, samt mandskab til behandling af klager over fabrikken.
LANDSBYERNE som får en efterslæb af indbyrdes bitterhed, samt helbredsangst i forhold til fabrikken, -og bekymring for huspriserne. Farvel til det gode landsbyliv.
FABRIKKENS ledelse og medarbejdere, som næppe bliver integrerede i landsbyen, hvor kun hver anden vil hilse på dem.
NÆRDEMOKRATIET, som allerede nu mistænkes for at have bihensigter, lukkethed og skjulte pengestrømme med lasten. Udvalgsarbejdet er meget lukket, men i læserbreve kommer der påstande om udvalgsarbejdet, som spreder mistanker. Ingen demokratisk samtale, som kunne gøre alle klogere.
DEN GRØNNE TANKEGANG, som slet ikke har sagt god for pyrolysen som oplagt CO2-opsamler, men som har pengestrømme til rådighed i et omfang, som giver magt langt forbi den grønne farve.
Og listen med konsekvenser kan sikkert forlænges
Der vil blive et ”før” og et ”efter” byrådets afgørelse, men ingen vindere, og når støvet har lagt sig efter Byrådets afgørelse, så kan alle vende sig mod den fælles slagmark og hinanden, -og sige: Hvad gør vi nu?
Jeg benægter at ”løbet er kørt” og at ”det er udviklingen”. Vi er ikke hverken købt eller solgt, tror jeg. Men det nuværende forløb må ikke køre til ende.
Jeg foreslår, at Daniel Overgaard i morgen trækker sin ansøgning tilbage om mega-udvidelse af fabrikken, og at han så med omhu og energi konsoliderer sin fabriks produktion på det oprindelige biogas-niveau og sender pyrolysen i sikkerhed et andet sted.
Ser sig omkring i respekt for det landdistrikt og den natur, som han egentlig er en del af, og hører landsbyerne sige, at de ikke alle ønsker verdens største pyrolyseanlæg som nabo.