Jan Glenstrup: Fabrikken i landzonen

Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274,
Hjørring

Vi kan ikke vide, om investorerne bag Agri Energy er oprigtigt klimabekymrede eller om de blot ser en ekstrem god forrentning af deres penge. I bedste fald begge dele. Men det behøver vi heller ikke spørge dem om, for når først klimakortet er trukket og mennesker gjort tilstrækkelig bange, så kører resten af sig selv.

Angste mennesker går med på næsten hvad som helst, når bare der stilles en lettelse af angsten i udsigt. ”Angst æder sjæle op” fortalte Fassbender i sin tid, og har man først krammet på sjælene, -og når unge Gretha Thunberg så råber sit ”How dare you!” fra FN’s talerstol til de ældre – så tynger skylden, så det næsten ikke er til at bære. 

Så bøjer vi halvgamle nakken og går ind for næsten hvad som helst, der kan lette vor syndebyrde. Og så bliver det meget svært at skelne mellem hensigter og bihensigter hos alle dem, der tilbyder os løsninger. Og når menneskeheden skal reddes, så kan selv store ofre blive nødvendige – det kan koste både værdier og menneskeliv -og ingen tør tale den ædle hensigt imod.  

På vort lille sted vil det måske ende med, at operationen lykkes – at en 4-dobling af fabrikken med den eksperimenterende produktion midt imellem 5 -6 landsbyer bliver gennemført – men at patienterne godt nok døde, i form af et næppe-beboeligt  landdistrikt og nogle landsbyers henfald. 

Det vil stride imod vor kommunes egne hensigter med sit ”grønne” landdistrikt, men ikke blive politisk besluttet. Det klares alene ved at lade stå til, og give tilladelser til stærke kræfter, som ingen landsby har nogen mulighed for at tage kampen op med. Når vor egen kommune trækker klimakortet, så behøver de jo ikke at sige mere. Så kan selv den mest artsfremmede industri få adgang til det åbne land. 

Samtalen forstummer, og forsøges der en dialog, så overdøves den af virkeligheden. ”Dine handlinger larmer så meget, at jeg ikke kan høre, hvad du siger”, lød det engang, hvor der også blev overhalet indenom i den hellïge hensigts navn. Og først når støvet engang har lagt sig efter overgrebet, så ses det triste resultat herude på landet. 

Men kommunen vil kunne komme på landkortet med sine samlede CO2-reduktioner – og sine mange andre biogasanlæg, som vi slet ikke har biomasse nok til – samt sine vindmøller og solcelleanlæg, så langt øjet rækker- og vil – på det årlige naturmøde – kunne tage mange selfies, sammen med de grønne organisationer i de mange telte i Hirtshals. 

Allerede nu – inden tilladelsen til udvidelsen er givet – har landsbyerne fået en ny virkelighed og dagsorden. Transportbranchen lever jo højt på den nye industri – der skal transporteres rigtig meget – flere 100.000 tons biomasse årligt – og de skal langt hen igennem vore landsbyer og ad de små veje herude. Det er et indgreb døgnet rundt, som vi prøver at værge os imod, så landsbylivet nu også består af møder og protestskrivelser og arbejdsgrupper. Men det er jo ikke det, vi er flyttet på landet for at opleve og bruge vore liv på. 

Det er pinedød svært at være ”grøn” landsby, med grønne visioner og hensigter, som nu ikke kan kan virkeliggøres, fordi vort sted misbruges og vi overbelastes, så vi knapt nok kan trække vejret. Vi griber næppe til fortvivlelsens selvhjælp  herude, men må appellere til de overordnede miljømyndigheder om at udvise det begavede almenhensyn og bremse amokløbet.