Jan Glenstrup: Når borgerne går rettens vej

Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
9800 Hjørring.

Kommunalreformen skabte afstand mellem borgerne og deres rådhus. Geografisk blev der langt. Men rådhuset blev også på andre måder utilgængeligt. Meget blev formaliseret og adgangsvejene krævende. Borgerne mødte en stor ekspertise i administrationen og uafviselig handlekraft, mens politikerne ligesom var trukket tre skridt tilbage. Det store hus blev mere anonymt. Man gik ikke længere lige ind til skranken og så et menneske i øjnene.

Langt hen blev borgerne til kunder eller klienter, og kan nu langt hen føle afmagt over for det store hus og det massive opbud af ekspertise og regler og faglighed, og sjældent møde et politisk syn på hans sag. -Afgørelser træffes administrativt, og det kan af og til støde an mod den rimelighed og retfærdighed, som borgeren selv medbringer. -Man efterlyser måske mere menneskelighed, -nogen der kan lytte og forstå. Og kan føle afmagt over for rådhusets procedurer og magtbase, og vende frustreret hjem: Man forstår ikke rådhusets afgørelser og handlinger, og kan åbenbart heller ikke gøre noget ved det.

I andre sammenhænge, hvor man er kunde eller klient, findes der et klagenævn. Men først nu – en lille snes år efter kommunalreformen – begynder man på det kommunale område at tale om lokale ombudsmænd og whistleblowere, fordi borgernes frustrationer tiltager, og stadig flere sager mellem borger og rådhus nu ender i retten. Og det er jo langt hen et nederlag for vore folkevalgte, at blive stævnet i et juridisk system. Selvom man måske sejrer i retten kan det ofte noteres som et moralsk nederlag på rådhuset, som et svigt i forhold til de borgere, som går frustrerede hjem fra byretten, og snart får en regning. Og eftertanken på rådhuset må også være, hvor mange problemer, der aldrig kommer for retten, fordi mennesker i afmagt opgiver at udfordre rådhusets magt.

Men det er jo den omvendte verden! I England hedder de ansatte på rådhusene ”civil servants”, dvs civilsamfundets – borgernes – tjenere. Men henvises en borger til domstolene, for at afprøve sin sag, så er det kommunale selvstyre blevet til et DEM og OS, dvs et modsætningsforhold, en kamp, hvor alle kampens midler kan komme i spil. Så er der sjældent en vej tilbage til samtalen ved skranken og et kommunalt tjenersind. Så vil man magten og sejren. Og indirekte er det vel vore egne folkevalgte, som vi har bedt om ret og rimelighed i en sag, men ikke har kunnet få i tale.

Sager, hvor borgere føler sig krænket og svigtet af egen kommune dukker stedse hyppigere op i medierne. Det handler ikke om den rene jura – hvor en mand har høvlet toppen af en klit, for at få mere udsigt – men om velfærdsområdet, hvor der med rette blev forventet omsorg, nærvær og handling, men hvor der blev svigtet over tid, -undladt og afvist – med klare skader til følge. Og når sådanne sager ender med rettens frifindelse af kommunen, så er det en sejr, som kommunen kan bruge til meget lidt, og sjældent glæde sig over. ”Vi vandt!” er ikke en sætning vi vil høre på rådhuset. Og måske gentaget efter en landsretsafgørelse.

Det handler åbenlyst ikke om at få ret, men om at få en behandling, som opleves fair og gennemskuelig og med mulighed for dialog, så borgeren ikke svigtes eller  slår sig på systemet. Så meget er blevet fjernt og anonymt, og magt har en tendens til at lukke sig om sig selv.

Frederikshavn Kommune har dristigt placeret en rund poesibænk ved indgangen til rådhuset. Til samtale og eftertanke for borgere og ansatte på vej ind og ud af det store hus. I stenen er indhugget Inger Christensens digt fra 1969, som kun tilsyneladende handler om byplanlægning og arkitektur, men snarere handler om hele husets formål:

”Et samfund kan være så stenet / at alt er en eneste blok / og indbyggermassen så benet / at livet er gået i chok / Og hjertet er helt i skygge / og hjertet er næsten hørt op /Til nogen begynder at bygge / en by der er blød som en krop”.

Det er manende ord om at gå fra bloktænkning, -det stenede og forbenede, og mod hjerteslaget og det menneskelige.

Men hvordan overvinder man det tab af nærhed og respekt for hinanden, når den enkelte borger nu kun udgør måske 1/50.000 af indbyggermassen? Kan vi tilbageerobre den øjenhøjde og jævnbyrdighed, som lå i den gamle kommunalordning?           

Det er valgår i år! Og man fornemmer, at politikerne allerede rykker tættere på: ”Jeg er din borgmester!” og ”Jeg er din stemme i byrådet!” siger kandidaterne til de tusindvis af vælgere. Det kan virke lidt påtrængende, men viser at de erkender problemet: Den manglende nærhed. At de nu vil hjerteslaget og tjenersindet, og øjenhøjden. Vil væk fra lukkethed og spin og magt og sagsanlæg. Der er kun få blokke i byrådet, men 31 valgte mennesker.

Mange vil måske sige, at det er lige sent nok at se os i øjnene. At historikken i indeværende valgperiode har for mange eksempler på det modsatte, og at det nu er for sent at byde sig til.

Men giv dem en chance! Der er ikke andet valg! Din afmagt kan ingen være tjent med. Fasthold kandidaterne i deres undladelser, og spørg fra hjertet om, hvad de vil med vores by, vore svage, vore landsbyer, vore ældre. Og får du klicheer og spindoktorsvar og sprog i olie, så du ikke kan høre hjertelyd, så skal du spørge igen. Spørg med hjertet, og ikke beregnende og taktisk, men fordi noget ligger dig på sinde og er livsvigtigt. Så får du også et svar, som kommer dig i møde og kommer fra et medmenneske.

Din ægthed og åbenhed presser den anden til det samme.

Det siger Løgstrup!