Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
9800 Hjørring
360 milliarder kroner i statskassen for Grønland!
Det burde vel friste enhver finansminister og kunne give danskerne skattefrihed i en del år. Og hvad mon Putin ville give for Bornholm…
Men nej: En blanding af forargelse og forbløffelse mødte Trumps købstilbud. Vi sælger ikke ud af folk og fædreland, og så med undren på at en kynisk forretningstænkning trængte sig ind på en livsverden og viste store muskler, men heller ikke andet.
Så afvisningen kom prompte: Grønland er ikke til salg! Penge åbner ikke alle døre, og der er områder, hvor pengemagt i det hele taget ikke hører hjemme. Og vi var vel stensikre på, at retsstaten trådte i karakter, og satte tingene på plads. Magt giver ikke automatisk ret til at sparke døre ind.
Det princip blev knæsat med Jyske Lov i 1241, hvor ”rigets bedste mænd” i fortalen skriver: ”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov…. –Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde…”
Så Mette Frederiksen kunne sådan set have nøjedes med at henvise Trump til Jyske Lov: Det er ikke den, der kan tilegne sig mest, som får lov til at gribe til fadet. Pengemagt er ikke en magt på alle livets områder.
Men forløbet retter opmærksomheden mod udefra kommende penges tiltagende magt i det offentlige, hvor mange oplever en voksende gråzone med penge fra mange kilder til de offentlige kasser. At kommuner drives forretningsmæssigt og nu – sikkertfuldt legalt – lader sig finansiere af andre end skatteyderne. Og det er naturligvis en farlig vej at betræde.
I den oprindelige form, så betalte borgerne deres kommuneskat efter evne, og der lå kun penge i kassen, som havde anonyme afsendere, og politikerne havde udelukkende et almenhensyn at styre efter.
Med andre kilder kan andre hensyn komme ind i billedet, og borgerne kan aldrig være sikre på, at der ikke er bihensigter i den kommunale politik. Det kan være fondsmidler, men det kan også – fuldt legalt – være lokale pengemænd, som lægger penge på bordet på Rådhuset, til formål, som kommunen godkender som ”almennyttige”. Men det er jo så en privat pengemagt, der lukker op for en politisk mulighed -en magt som ikke alle borgere har – og pengenes indflydelse i øvrigt kan så være svær at spore.
Når Trump og Elon Musk lægger pengene på bordet er sagen klar, og ingen vil spørge om, hvem der herefter bestemmer hvad. Det er den, der betaler for musikken, som bestemmer, hvad der skal spiles. Men jo mere skattekronerne i kommunekassen suppleresfra private kilder og tilgodeser enkelte opgaver, jo større bliver uigennemsigtigheden. Der bliver prioriteringer og gråzoner, som kan vække undren, og få borgerne til at efterspørge klarhed og indsigt i de kommunale beslutningsveje.
Hvis den kommunale pengekasse vokser, fordi andre hælder penge i den, så bliver en åbenhed omkring midler og hensigt vigtig. Offentlige projekter med privat medfinansiering er en kendt sag, men ikke omvendt. Hvis ikke politikerne er i førertrøjen og projektet i øvrigt står på den politiske dagsorden og har bred opbakning, så har det ingen gang på jorden, uanset hvor mange private penge, der følger med. Ellers er tilliden på spil.
Og tilliden er en kostelig gave, som kun kan tabes én gang. Og her kan Jyske Lovs ord være værd at holde sig for øje: ”Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv….”
Der er langt til Trump og Musk, men at overlade kommunale tiltag til medfinansiering fra pengemagtens udemokratiske kilder er en betænkelig kurs at slå ind på.