Det har længe undret Jan Woller, som er reder og fisker med HG 236 Milton, at der ikke længere sidder i det mindste en repræsentant for fiskeriet i Hirtshals Havn. Efter kommunalvalget synes han derfor også, at tiden må være kommet til at kigge på svagheder og mangler ved den nuværende bestyrelse hos havnen.
– Den til enhver tid siddende borgmester er altid næstformand, men jeg undrer mig rigtig meget over sammensætningen af resten af bestyrelsen. Tidligere har der indtil 2017 altid siddet nogle lokale folk, der varetog fiskeriets interesser og på baggrund af deres erfaringer gav idéer til udviklingen af havnen, fastslår Jan Woller, som blandt andet er næstformand i Hirtshals Fiskeriforening, bestyrelsesmedlem i Hirtshals Marineolie og næstformand i Fiskernes Kasseudlejning.
– Vi får som fiskere altid i rosende vendinger at vide, at vores erhverv helt fra start var drivkraften. I samme sætning siger de fleste politikere videre, at fiskeriet fortsat skal være et af de vigtige erhverv på havnen. Vi har da også i fællesskab bidraget til adskillige gode løsninger og tiltag på havnen. Vi har senest fået etableret et helt nyt emballagevaskeri i forbindelse med fiskeauktionen, tilføjer Jan Woller.
– I forlængelse af det burde der nu opføres et bøderum med tilhørende faciliteter til ophold og toilet. Det har vi faktisk haft, indtil havnen nedlagde det. Godt nok til brug for andre formål, men vi blev enige om, at med lidt tålmodighed ville der nok blive etableret et nyt og mere tidsvarende. I mellemtiden sidder fiskere så og syr garn udenfor i vinterkulden og bliver måske syge. Det er simpelthen ikke godt nok i en moderne havn som vores, forklarer fiskeskipperen med mere end 45 års erfaring i erhvervet på Hirtshals Havn.
– Vi lokale fiskere skal til enhver tid bidrage til, at vi har en havn, der fungerer optimalt med service og besejlingsforhold, liggeforhold og er tryg at anløbe. Vi kan bidrage til gode løsninger for fremtiden og at trække anden skibstrafik til, som havnen nyder godt af. Som det er i dag, så kan fiskeriet kun blive tilgodeset med en plads i brugerrådet, men vi føler slet, slet ikke, at det fører nogen veje hen. Det er simpelthen ikke godt nok, lyder det fra Jan Woller.
– Jeg beder derfor indtrængende den nye borgmester overveje muligheden af at udvide den nye havnebestyrelse med tre ekstra brugere. Jeg deltager gerne i en snak herom. Det haster, slutter Jan Woller.
Det er altså kort fortalt ikke kun havnen, der bør udvides, men også dens bestyrelse.
Ingen bør gå imod udviklingen,Hirtshals havn
har været mange til gavn
allerede da jeg var 1 lille pige den har altid haft stor betydning udvidelse og en 100 % god bestyrelse er alfa og omega.
ja det er måske lige flot nok med 3 medlemmer af Hjørring byråd i vores havns bestyrelse der burde side mindst en der ved hvad der rører sig i fiskeriet og de ting der er knyttet dertil.