Der har været knoklet noget nær i døgndrift både af håndværkere og butiksansatte samt ikke mindst af Jannie og Kasper Knudsen, som i de sidste mange dage har været spændte på, om alt ville blive færdigt og komme på plads til den store åbningsdag i den nye REMA 1000 på Jyllandsgade i Hirtshals.
Mens købmandsparret har haft rasende travlt, har de allerede før åbningen denne torsdag kunnet glæde sig over den positive modtagelse fra en halv snes andre butiksindehavere og virksomheder i nabolaget, der er gået sammen om at lave en bonkonkurrence, som skal byde velkommen til REMA 1000 i Jyllandsgade.
Torsdag morgen blev dørene så slået op med åbningstale af den konservative 1. viceborgmester Per Møller til en regulær festdag i det store og flot indrettede butikslokale med masser af gode tilbud og nye varenumre på hylderne. Ligesom de mange hundrede kunder, der fra morgenstunden er væltet ind, blandt andet har kunne få en gratis hotdog og smagsprøver på vin i butikken.
– Det er virkelig gået langt over forventning på denne første åbningsdag, hvor vi allerede klokken 13 passerede det mål, vi havde for omsætningen, fortæller en overvældet Kasper Knudsen, som sammen med hustruen Jannie nærmest er blevet blæst bag over af de mange glade kunder, der har ønsket tillykke med butikken.
Festen fortsætter de næste dage, hvor stjernerne fra Hjørring Futsal Klub, som er sponsoreret af Rema 1000, mellem klokken 16 og 18 fredag vil være at finde på den lille plads ud mod Jyllandsgade. Her får man mulighed for at vinde en klubtrøje og forsøge at sparke lige så hårdt som Winther, Ermin og de andre stjerner fra HFK.
For Jannie og Kasper Knudsen samt alle kunderne er festen tydeligvis først lige begyndt i REMA 1000.