”Vi har flere kvinder ansat, der kommer fra krigshærgede lande, og nu er de her og skal skabe sig et liv ud af ingenting. Det har vi fundet ud af, at vi godt kan hjælpe dem med.”
Sådan siger John Munk Jansen som det første, når han beskriver sit firma – Jansen’s Rengørings Service i Bindslev. Han driver det sammen med sin kone, Else Munk Jansen, og parret har et nært forhold til deres cirka 30 ansatte. Det er vigtigt for dem at tage socialt ansvar og sikre, at de ansatte falder til og trives i virksomheden.
”Hvis jeg skal huskes for noget, så skal det være, at vi driver en ordentlig virksomhed. Vores ansatte har det godt, de gør et godt stykke arbejde, og de får en anstændig løn for det. Sådan er det desværre ikke alle steder i rengøringsbranchen,” forklarer John Munk Jansen.
Nordjyder prutter om prisen
Jansen’s Rengørings Service, som har domicil i Bindslev, er certificeret med Servicenormen – en godkendelsesordning fra Servicebranchens Arbejdsgiverforening, som bl.a. stiller høje krav til løn, arbejdsmiljø og kvalitet.
I John Munk Jansens optik burde det være en klar konkurrencemæssig fordel, at hans virksomhed kan dokumentere ordnede forhold som fx løn efter overenskomst. Men det kan være lidt svært at trænge igennem med budskabet på det nordjyske marked, konstaterer han:
”I København kan du profilere dig på høj kvalitet og ordnede forhold. Men heroppe er der kultur for at prutte om prisen, og mange er bedøvende ligeglade med overenskomst. Det skal bare være billigt.”
John Munk Jansen fortæller, at hans virksomhed pga. lønstigninger har måttet skrue lidt op for priserne de seneste to år. Det har desværre betydet, at der er faldet nogle kunder fra, som ellers var tilfredse med samarbejdet.
”Vi har aldrig afskediget folk før, men for nylig måtte vi sige farvel til to af vores medarbejdere – og vi er rigtig kede af, at det blev nødvendigt,” siger han
Rod i løn og arbejdsvilkår
Hos Jansen’s Rengørings Service oplever de et stigende pres fra virksomheder med lavere standarder for løn- og arbejdsvilkår. De ser et marked, hvor flere end tidligere underbyder for at få kontrakter i hus.
”Der er blevet markant længere mellem det dyreste og det billigste tilbud. Og der starter hele tiden nye firmaer op, hvor de ikke ved noget om at gøre rent eller have medarbejdere – og det ødelægger markedet, at de får opgaverne, alene fordi de er billigst,” mener John Munk Jansen.

Foto: Privatfoto.
Han får jævnligt sit syn på udviklingen bekræftet, når han har nye medarbejdere til samtale og hører om de forhold, de kommer fra.
”Vi havde fx en ansøger, der selv skulle køre rundt og hente sine kollegaer om morgenen uden at få betaling for det, og om eftermiddagen skulle hun tage de beskidte mopper med fiskeaffald med hjem og vaske dem i privaten. Jeg synes, det er en uanstændig måde at drive forretning på, men den slags historier er der altså mange af.”
”Og når vi ansætter en medarbejder, har de ni ud af ti gange ikke fået den løn, de skulle have på deres tidligere arbejdsplads. Selv i firmaer, der siger, at de betaler løn efter overenskomst, mangler der tit fx pension, fritvalgskonto eller tillæg – og det skaber en ulige konkurrence for os, der følger alle regler,” siger John Munk Jansen.
Tid til at stille krav
Han understreger, at der stadig kommer mange nye kunder ind ad døren hos Jansen’s Rengørings Service – og selv om han har rundet de 70 år, har han ingen planer om at dreje nøglen om. John Munk Jansen vil bare gerne sætte fokus på, at der skal gøres noget.
Han så gerne en højere overenskomstdækning i rengøringsbranchen, så konkurrencen blev mere lige. Men i første omgang ønsker han, at kommuner og andre offentlige udbydere går foran og kræver mere af tilbudsgiverne – så man ikke utilsigtet belønner de firmaer, der skærer et hjørne her og der.
”Jeg så gerne, at det offentlige fik ansvar for at stille krav om overenskomst i alle udbud, og så synes jeg, at de skal øge kontrollen af deres rengøringsleverandører og bede om mere dokumentation.”
Når John Munk Jansen indimellem møder kunder, der stiller mange spørgsmål og følger tingene til dørs, ser han på det som noget positivt:
”Vi fik en kunde i Aalborg, som havde dårlige erfaringer med useriøse firmaer – også selv om de havde valgt nogle med overenskomst. Så de var skeptiske lige fra første henvendelse og indtil, vi var i gang med opgaven. Men det er jo kun et problem, hvis man ikke har orden i sagerne.” konstaterer han.
ServicenormenServicenormen er en godkendelsesordning som sætter standarden for ordentlighed i servicebranchen. For at blive godkendt skal man være medlem af Dansk Industri og Servicebranchens Arbejdsgiverforening og underlægge sig streng kontrol af den uvildige auditor DVN. Servicenormen er til for at gøre det lettere for kunder at navigere i markedet og spotte seriøse serviceudbydere – og det gør den ved kontrol af strenge krav til bl.a. OK-løn, arbejdsmiljø, kvalitet, personaleforhold og miljø samt samme krav til underleverandører. |


