John Munk Jansen ejer og driver Jansen’s Rengørings Service, der har over 35 års erfaring. Gennem mange år blev virksomheden drevet fra privatboligen i Bindslev, men for 8 år siden flyttede man alle aktiviteter hen i det nuværende domicil på Nørrebro 2, hvor Bindslev Postkontor tidligere havde til huse.
Omtrent samtidigt kom hustruen Else med ind i virksomheden. Else fungerer som den daglige koordinator, der får tingene til at glide indenfor salg, administration samt HR. På det seneste er sønnen Rasmus, som er uddannet handelsøkonom, blevet tilknyttet virksomheden med ansvar for hjemmeside og marketing.
Jansen’s Rengørings Service beskæftiger i dag 30 medarbejdere, hvoraf flere har mere end 10 års anciennitet. Virksomhedens kerneområder er
- Erhvervsrengøring
- Vinduespolering
- Håndværkerrengøring
Den har da også opgaver i hele det nordjyske område fra Hobro til Skagen. Herudover har man løst specialopgaver både i Århus og København. Specifikt løste man mange rengøringsopgaver på plejehjem og sygehuse, da Covid 19 var på sit højeste.
”Vi har virkelig travlt i øjeblikket, siger John Jansen, “og vi får flere henvendelser hver uge om nye spændende opgaver”.
”Medarbejderne er vores vigtigste ressource, så derfor sørger vi for en grundig oplæring i rengøringsplanen og kundens behov. Vi har overenskomst med 3F og Dansk Erhverv, således vi sikrer vores medarbejdere ordnede forhold, et godt arbejdsmiljø og en fornuftig løn. Vi har mange rengøringsopgaver indenfor det sociale område, hvor vi møder svage og udsatte borgere i samfundet. Her sørger vi altid for at matche opgaven med den rette medarbejder,” fortæller direktøren.
“Vi er også meget bevidste om at påtage os et socialt ansvar i vores virksomhed. Derfor har vi et samarbejde med flere nordjyske kommuner om at oplære og ansætte flygtninge og indvandrere. Aktuelt har vi medarbejdere med baggrund i Syrien, Thailand, Eritrea, Philippinerne og Ukraine. Ofte må vi også hjælpe disse medarbejdere med private og personlige forhold, men det giver os et solidt indblik i nye kulturer. Eksempelvis blev vi inviteret med til bryllup, da en af vore medarbejdere fra Eritrea skulle giftes. Det var en helt fantastisk positiv oplevelse,” uddyber John Munk Jansen.
“Bæredygtighed er et område, der er meget vigtig i Jansen’s Rengørings Service. Vi er bevidste om, at bæredygtighed fylder meget for vore kunder, så derfor sørger vi også hele tiden for at optimere vores virksomhed på dette område. Eksempelvis gør vi kun brug af godkendte rengøringsmidler, der er nedbrydelige og forurener mindst muligt, ligesom vi i dagligdagen er meget opmærksomme på korrekt dosering. Samtidigt gør vi en stor dyd ud af at tilrettelægge vores kørsel mellem opgaverne optimalt, så vi ikke har et unødigt brændstofforbrug, forklarer indehaveren af den veldrevne virksomhed.
”Rengøring er en livsstil og selv om vi altid er ”på” med bl.a. vagttelefoner til flere kommuner, så elsker vi vores job og glæder os til at udbygge vores virksomhed endnu mere de kommende år,” slutter John Munk Jansen.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.
Flot artikel.