Hvis man går rundt med en fornemmelse af, at der har været særligt mange grå skyer og regnvejrsdage i januar, er det rigtigt, skriver TV2 Nord.
Faktisk har der været så meget nedbør i hele januar, at der er tale om ny nedbørsrekord for måneden.
Tirsdag først på aftenen ramte de danske nedbørsmålere hele 123,6 millimeter nedbør siden 1. januar, ifølge TV2 Vejret. Og det er altså nok til at slå den gamle rekord på 123 millimeter fra 2007.
I Nordjylland er det særligt i Thisted, hvor regnmængderne i januar har været ekstra store.
Men i hele regionen har de store mængder nedbør givet problemer med blandt andet overfyldte åer, som flere steder løb over deres breder.
TV2 Nord har i løbet af januar kunnet fortælle om, at mange nordjyder har anmeldt vandskader. Særligt kolonihavehusejere i Aalborg-området har været hårdt ramt.
Ikke én dag uden regn
Særligt første halvdel af måneden har haft en stor indflydelse på den nye nedbørsrekord.
Her gik der ikke én dag uden, at der et eller andet sted i landet faldt regn. Og faktisk blev det allerede til en nedbørsrekord få dage inde i det nye år.
Onsdag 4. januar blev med 21,1 millimeter det vådeste januardøgn i dansk vejrhistorie.
Efter knap tre sjaskvåde uger ændrede vejret over Danmark sig markant.
I en uge blev det blot til omkring to millimeter nedbør på landsplan. Hvad der tidligere på måneden lignede en sikker rekord endte pludselig i en ren regn-gyser.
I sidste ende blev det dog til en ny rekord, da fronter på de sidste dage af måneden sendte nok regn ind over landet.
Nordjyllland kan dog ikke bryste sig med regnrekorden, hvis man skulle ønske sig en sådan titel.
De vådeste steder i landet over den seneste måneds tid finder man i Midt- og Vestjylland samt i Syd- og Sønderjylland. Her er det i flere kommuner blevet til over 140 millimeter nedbør.
Vintrene er blevet vådere
At januar igen bliver en meget våd omgang kan tilskrives klimaforandringerne.
Klimaet er blevet varmere, hvilket gør, at atmosfæren kan indeholde mere vanddamp, og det er med til at give et vådere klima.
For 150 år siden faldt der i gennemsnit omkring 40 millimeter nedbør i januar. I vores nuværende klima er vi oppe på omkring 65 millimeter, hvilket er omkring 60 procent mere nedbør.
Ændringen i januars nedbør er illustreret i grafen herunder. Den sorte linje viser, at mængden af nedbør har været stigende siden 1874. Bemærk i øvrigt, at januar-måneder med over 100 millimeter nedbør udelukkende har indfundet sig efter 1980.
Men det er ikke kun januar, der er blevet vådere. Det er hele vinteren.
Nedenstående oversigt viser de danske klimanormaler for vinternedbøren. Klimanormaler er et godt redskab til at beskrive klimaudviklingen, da de beskriver et gennemsnit for en lang række meteorologiske data over en 30-årig periode.
Og her er det tydeligt, at for hver klimanormal er der kommet mere nedbør om vinteren.
I de første 30 år af 1900-tallet faldt der således 145,4 millimeter nedbør i løbet af de tre vintermåneder, mens der i perioden 1991-2020 i gennemsnit faldt 186,4 millimeter nedbør – cirka en fjerdel mere nedbør.
I takt med at vintrene bliver varmere, vil de også blive vådere. Dermed vil en 150-års nedbørshændelse ske oftere i fremtidens klima.
Kilde: TV2 Nord.