HTS Nordjylland uddeler årligt legater som en særlig påskønnelse af elevers indsats og dygtighed inden for deres uddannelse, der vedrører handel-, transport- og servicefag.
– Vi er rigtig stolte af Jasmin, som oven i mange andre fine resultater igennem uddannelsen nu modtager dette legat udtaler hendes far Tim Jensen.
Indstillingen til legatet lyder således:
Tjenerteamet på TECHCOLLEGE har fornøjelsen af at indstille
tjener Jasmin Obenheimer til HTS- legatet.
Gennem årene med Jasmin, har vi om hende lært, at hun er stærk som et piletræ i stormvejr.
Jasmin har gennem uddannelsen skiftet lærer plads, og af personlige grunde næsten sprunget fra sin uddannelse. Men sej og stædig som hun er, har hun færdiggjort sin uddannelse med guldmedalje.
Guldmedaljen fortjener Jasmin igennem hele hendes arbejde som tjener og ikke kun i forbindelse med svendeprøven.
Hun er altid hjælpsom og omsorgsfuld, både for kollegaer og andre elever. Hun har det som en god tjener skal have for at være en god repræsentant for faget.
Godt værtskab, serviceminded, en fantastisk ambassadør for faget, dedikeret for faget, faglig stolt og meget professionel.
Jasmin har gennem hendes skoleperioder været en fast del af skolens talent og konkurrence hold, en opgave hendes engagement og faglige stolthed har bidraget med på bedste vis – bla. Skills, Nordjysk Mesterskab og Young Chef – alle med flotte resultater.
Efter svendeprøven, er hun stadig en fast del af konkurrenceholdet, men nu som træner.
Jasmin har ”drivet” til at motivere unge mennesker og nye elever og fortjener en hæder for hendes hårde arbejde – og derfor indstiller vi Jasmin til legatet.
Vi er sikker på at, legatet kan være med til at dygtiggøre og udvide Jasmin`s nysgerrighed inden for faget, og være med til at rekrutterer flere til et fag, hvor stolthed og værtskab er nogle af nøgleordene.
På tjenerteamets vegne
Lene Pedersen
Tjenerfaglærer


