Af Jens Otto Størup
Min far, Knud Størup, er lige fyldt 85 år. Vi har fejret ham i to dage. Først et besøg i Skagen og på Skagens Museum, hvor vi brugte en del tid på at snakke om det ikoniske gruppeportræt fra Københavns Børs. Dagen efter i hans elskede Hirtshals, hvor han stadig bor. Tæt på “Husmoderstranden”, hvor han morgenbader året rundt.
Da jeg i går ville sige et par ord til ham, under familiemiddagen, kom jeg til at tænke over hvor priviliegeret jeg er. Min far er ikke “bare” min far. Han er sådan en gammel klog mand, som vi alle bør have adgang til. Betragt mit opslag som en stor hyldest til de gamle kloge kvinder og mænd, som ikke kun taler om, at alt var bedre i gamle dage. Som er nysgerrig på nutiden og fremtiden. Sådan er min far.
Igennem mange af sine 85 år har han været leder, politiker og lokal patriot. 29 år som borgmester i Hirtshals kommune har lagret sig. Han er dårlig til at høre, men god til at lytte. Jeg har arvet begge dele.
Ofte går vores kaffe samtaler sådan her. Når vi er færdige med at snakke om familien og det kolde vand i Vesterhavet, spørger han: “Hvordan går det så på dit arbejde?”. Så åbner jeg for dilemmaer og udfordringer, som jeg har tumlet med i timevis. Når jeg har brugt 10-15 minutter på at forklare ham situationen, bruger han under 1 minut på at “naile”, hvad det her handler om. Ikke udtrykt i smarte ledelsestermer, men i klar tale som alle kan forstå.
I 9 ud at 10 tilfælde går hans kommentar på at forklare, hvorfor mennesker gør og siger, som de gør. Nu er min far ikke en coach, der hjælper mig med at jeg selv skal finde løsninger og svar. Det er for moderne en tilgang for ham. Han har en mere direkte facon og slutter ofte sine analyser med at sige, “hvis jeg var dig, ville jeg…..” og jeg kan så beslutte, om jeg vil følge hans råd. Det grubler jeg så videre over. Næsten altid mere tryg og mere afklaret.
Jeg har en kæmpe respekt og beundring for ungdommens energi, engagement og lyst til at forandre verden. Meeen, jeg vil opfordre jer alle til tænke over, om I kunne gøre mere brug af erfaringen omkring jer. Måske er den på arbejdspladsen. Måske i familien eller i den gamle vennekreds. Når det lykkes er det total win-win. Hvem vil ikke gerne videregive dyrekøbte erfaringer, og hvem vil ikke gerne kunne læne sig op af dem.
Forsinket, men desto større tillykke med fødselsdagen til Knud Størup fra os på NordsøPosten.
Sikke kloge ord, du der kommer med.