Nytårskuren 2024 blev en begivenhed, som Jens Otto Størup aldrig vil glemme, idet han ved den lejlighed repræsenterede DGI.
Der havde bysbarnet fra Hirtshals nemlig æren af at ønske godt nytår til DGI’s protektor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe.
– Jeg benyttede også lejligheden til at takke Majestæten for opbakningen til DGI’s arbejde siden 1992, hvor hun blev vores protektor. Seancen gav mig også mulighed for at ønske godt nytår til vores kommende Konge og Dronning, noterer Jens Otto Størup.
Han har også tidligere været til nytårskur som embedsmand i staten, men dengang var der kun lagt op til, at han sagde godt nytår. Dronningens hverv som protektor for DGI betød dog denne gang, at det var lidt mere frit, end da han deltog som embedsmand.
![Jens Otto Størup repræsenterede DGI ved nytårskur i København 3 Jens Otto Stoerup Nytaarskur 3 e1704613123787](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/01/Jens_Otto_Stoerup_Nytaarskur-3-e1704613123787.jpg)
– Der var en bette klump i halsen, da jeg kom ud i den friske københavnske luft. Sluttede af med at stille mig sammen med de tusinde af mennesker, som havde fundet vej til ruten, hvor guldkareten kom kørende.
– Så, det fik jeg også med, slutter Jens Otto Størup, der umiddelbart efter drog hjem til Nordjylland.