Af Jes Bastholm
Far og formand for skolebestyrelsen
Sydøstskolen
Efter mange års utålmodig venten er der nu endelig kommet en ny bro over jernbanen på Halvorsmindevej. Det sætter beboerne i området naturligt nok pris på.
Men man må undre sig over, at skolebørn når de kører fra broen mod Bagterp skolen, havner direkte på vejen, da cykelstien slutter få meter efter broen.
Der er spor efter hvide streger, der muligvis hos nogen i kommunens forvaltning opfattes som cykelsti. For mig som forælder skaber en hvid streg ikke særlig stor tryghed. Derudover har mange byggeprojekter langs med Halvorsmindevej gjort, at det er meget lidt tydeligt at de spredte hvide prikker måske betyder cykelsti.
Samtidig er mange beboer og gæster ikke klar over, at man ikke må parkere i det område der er (var) streget op.

Det er også pudsigt at cykelstien langs med Halvorsmindevej fra Bagterpvej til byskiltet ved Friskbækvej, pludselig forsvandt. I forbindelse med separatkloakeringen var kommunen i gang med forhandlinger med grundejerne om etablering af cykelsti. Men pludselig, som tyv om natten forsvandt den del af projektet. Vi endte med cykelsti fra jernbanen til Bagterpvej.
Så hvis ideen om at skolevejen til Bagterpskolen fra vest skal være sikker på cykel, mangler der stadig en del.
Ja, der er mange udfordringer med den mangelfulde infrastruktur i Bagterp/Halvorsminde – det er Hjørring bys sorte plet. Der ville være rart at få forbundet Bagterp/Halvorsminde med den øvrige by, således at man kan gå og cykle sikkert til centrum, trafikknudepunkt, skoler og idræt.
I grundejerforeningernes optik, har udbygning af Bagterpvej med cykelsti og fortov – evt. kombineret cykel-/gangsti – første prioritet.
Jeg er helt enig at der er adskillige trafikale mangler i Bagterpområdet, herunder sammenhængende sti til centrum. I den forbindelse er en cykelsti langs Bagterpvej afgjort relevant. Jeg cykler selv turen flere gange om ugen.
Fokus i mit indlæg var på sikker skolevej til Bagterpskolen. Der er det mit klare indtryk, at Halvorsmindevej er en større udfordring end Bagterpvej. Det baserer jeg primært på trafikbelastningen.
Jeg er helt enig med Jes Bastholm i, at broen alene ikke er tilstrækkelig til at sikre trafikken omkring Bagterp. Vi oplever lignende udfordringer på Halvorsmindevej, hvor den nyanlagte cykelsti, som vi ellers er glade for, skaber alvorlige problemer ved udkørsel fra vores indkørsler. På grund af manglende udsyn risikerer vi at påkøre cyklister eller fodgængere, før vi overhovedet har mulighed for at se dem.
Ligesom Bastholm opfordrer vi også kommunen til at handle hurtigt og finde konkrete løsninger, som fx opsætning af trafikspejle, der kan sikre bedre udsyn og mindske risikoen for ulykker. Broen var et stort skridt i den rigtige retning, men sikkerheden kan og skal forbedres yderligere.