Jes Bastholm: Jeg har svært ved at se mig i væsentlige dele af den førte politik på Christiansborg

Af Jes Bastholm

Hjørring

Jeg har været medlem af socialdemokratiet i omkring 35 år, jeg har været valgt for partiet og brugt mange timer i og omkring partiet gennem årene.

Der har været ups og downs. Men lige i øjeblikket må jeg indrømme, at jeg har svært ved at se mig i væsentlige dele af den førte politik på Christiansborg.

Jeg vil gerne give nogle eksempler på hvad det er jeg ikke kan stå inde for.

1. Regeringen er så begejstret for økonomien, at de næsten gentager en forgængers udsagn om at kunne købe hele verden. Derfor skal der laves skattesænkninger. Men samtidig kan jeg se at en meget stor del af landets kommuner, er så hårdt presset, at kernevelfærden er blevet så hårdt beskåret at middelklassen og op i stigende grad begynder at benytte private tilbud. Det gælder specielt skoleområdet og ældreplejen. Hvis vi fortsætter rejsen mod bunden, vil der om få år ikke være mange andre end de fattige og dem med særlige udfordringer tilbage i folkeskolen.

Sundhedsvæsnet er også så presset at pensionskasser begynder at tilbyde adgang til private lægevagter. Dermed øges skellet mellem de velbjærgede med pensionsordninger, og dem uden.

2. Regeringen (personificeret ved justitsministeren) ser stort på de basale principper om ytringsfrihed, ”bare” fordi en række fundamentalistiske regimer lægger pres på dem. Jeg kan ikke stå inde for at vi skal genindføre blasfemiparagraffen (i kraftigere udgave). Religioner skal ikke have anden status end politiske partier og andre livsanskuelser. De skal være frit mål for alle former for kritik. Jeg er absolut ikke vild med de 5-10 kvajpander der brænder bøger af – men hvis medierne lod dem være i fred, ville de nok snart stoppe deres show. Men jeg hylder princippet om at selv dem jeg er aller mest uenige med, skal sikres deres ret til at ytre sig. Det står højere for mig end vores eksport til de pågældende lande.

3. Da der var borgerforslag om forbud mod (ikke medicinsk) omskæring af drenge (hvad 86% af befolkningen støttede), stemte de nuværende regeringspartier imod – herunder alle socialdemokratiets folketingsmedlemmer. Her er argumentet igen hensynet til religioner – de skal altså stå over hensynet til den enkelte dreng. Desuden var der et argument om at andre lande ikke ville kunne forstå det… Altså også her lader man et pres fra andre lande veje tungere end almene menneskelige principper. Det er ikke det, jeg mener at socialdemokratiet står for.

4. I et forsøg på at presse studerende endnu mere og måske tilsat lidt akademiker-bashing, har Socialdemokratiet valgt at afkorte en række universitetsuddannelser. Hvis men mener, at for mange vælger de uddannelser, ville det være mere naturligt at begrænse antallet af studiepladser, frem for at reducere kvaliteten.

Med de eksempler må jeg indrømme at partiet gennem 2/3 af mit liv, har bevæget sig i en retning jeg har svært ved at acceptere. Jeg er derfor gået i tænkeboks om vores veje skal skilles.