Af Jes Bastholm

Byrådskandidat ved KV25
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
De seneste dage har to byrådsmedlemmer været ude med forslag til at reducere den tunge trafik omkring Bagterpskolen.
Jeg er som forælder på Bagterpskolen fuldstændig enig i problemet, og mener også at det vil være en rigtig god ide, at forbyde gennemkørende lastbiltrafik på Fuglsigvej.
Jeg mener dog også, at problemet med tung trafik gennem byen, er mere omfattende end at det bare kan løses med et forbud mod gennemkørsel på Fuglsigvej.
Jeg har gennem 18 år boet i den vestlige ende af Bagterp. I den periode er trafikken taget voldsomt til. Noget af trafikken kan helt naturligt forklares, med de mange flere boliger der er kommet til i den periode. Det kan jeg nok ikke gøre så meget ved.
Hvad der kan og skal gøres noget ved, er den stigende mængde gennemkørende trafik – ikke mindst mange lastbiler.
Hvis man kommer fra øst (fx motorvejen), og skal til områderne vest for Hjørring, så er man nødt til at krydse gennem Hjørring. Der er tre mulige veje. De er alle dårlige løsninger.
Den nordlige løsning – Vellingshøjvej kører lige igennem Højene inklusive skolevejen til Højene skole. Her der dog cykelsti gennem området, ligesom der (næsten) ikke er indkørsel til boliger direkte fra vejen.
Den centrale rute gennem byen ad Frederikshavnsvej og Parallelvej er ikke en boligvej, til gengæld er der gennem dagen tæt trafik og flere rundkørsler, der ikke er attraktive for lastbiler.
Den sydlige rute går ad Aalborgvej, Halvorsmindevej og Åstrupvej. Det er en rute der blandt andet er skolevej til Bagterpskolen. Der er i de seneste år sket en del forbedringer med ny bro og cykelsti på en del af Halvorsmindevej. Men cykelstien går kun til krydset ved Bagterpvej. Resten af vejen til byskiltet ved Friskbækvej, er meget smal og stadig uden både fortov og cykelsti. Det er et område med godt 75 boliger, hovedparten beboet af børnefamilier.
Helt grundlæggende mener jeg, at byrådet er nødt til at genoplive planerne om en omfartsvej rundt om Hjørring. Det er ikke hensigtsmæssigt med gennemkørende trafik gennem boligområder. Det har man forstået i mange andre mellemstore byer fx Næstved og Viborg Men også i vores naboby Brønderslev har man etableret en ydre ringvej, for at lede den tunge trafik syd om byen. Dermed sikrer man de bløde trafikanter og forbedrer beboernes livskvalitet.
Problemet er ikke anderledes i Hjørring – og det er løsningen heller ikke.



Hej Jes,
Vi er grundlæggende enige, som så ofte før, men det er også nødvendigt at anføre, at i indeværende byrådsperiode har Venstre, Konservative og dit parti:
1) stemt for en endegyldig skrinlægning af den sydvestlige omfartsvej,
2) stemt nej til at fordoble cykelstibudgettet, som foreslået af Vendelbolisten, fra 3,5 mio. kr. per år til 7,0 mio. kr. per år.
Der skal mange flere penge til cykelstier, og selv mange flere cykelstier vil ikke være nok. Det er også vigtigt at se på sikkerheden ved friskolerne, hvor cykelstierne er dårligere sikret end ved kommuneskoler.