Jesper Carlsen forlader en stilling som direktør for Børn og Arbejdsmarked i Hjørring Kommune. Et enigt ansættelsesudvalg har nemlig peget på Jesper Carlsen som ny kommunaldirektør i Rebild Kommune.
Borgmester Jesper Greth ser meget frem til samarbejdet, der starter allerede den 1. juni.
– Jespers erfaringer fra lederstillinger i både Thisted og Hjørring Kommune bliver yderst værdifulde for Rebild Kommune og for det samarbejde med byrådet, han bliver en central del af. Han har et skarpt blik for at skabe og udvikle gode relationer både indenfor og udenfor organisationen. Jespers erfaringer og de resultater han har skabt, er udtryk for hans fokus på vigtigheden af inddragelse og samarbejde, og de er et stærkt match til den udvikling Rebild Kommune er inde i.
Jesper Carlsen ser også frem til samarbejdet med hele Rebild Kommune:
– Jeg ser Rebild som en kommune i en rivende udvikling, og med nogle rammebetingelser, som er et solidt fundament for fortsat vækst og udvikling i form af, at der kommer flere borgere og flere virksomheder. Der er en god infrastruktur og attraktiv geografisk beliggenhed tæt på Aalborg, men også stærke forbindelser til det øvrige Jylland. Desuden har kommunen nogle stedbundne kvaliteter, som er helt unikke. Jeg er derfor meget motiveret for at komme i gang med udfordringen, sammen med alle de forskellige medarbejdere og samarbejdspartnere, der vil det bedste for Rebild Kommune.
Jesper Carlsen er da også stolt og beæret over den tillid, som borgmester og byråd i Rebild Kommune har vist ham ved at tilbyde ham stillingen som kommunaldirektør.
– Jeg glæder mig til opgaven og være med til at gøre en forskel for borgere og virksomheder i kommunen. Men samtidig bliver det også vemodigt at sige farvel til Hjørring Kommune efter 9 fantastiske år. Men samtidig bliver det også vemodigt at sige farvel til Hjørring Kommune efter 9 fantastiske år, tilføjer Jesper Carlsen.
I Hjørring Kommune har Jesper Carlsen senest været ansvarlig for hele børneområdet, samt arbejdsmarkedsområdet og kommunens erhvervsservice, kaldet Business Hjørring.


