Siden han blev færdig som maskinmester fra Martec i 1988, har han været på farten i sit arbejdsliv, lyder det indledningsvis om Jesper Horne i et stort portræt hos fagbladet Maskinmesteren.
Først på søen for Maersk, siden med fortsat tilknytning til den maritime industri og udstationeringer i blandt andet Indonesien, Mellemøsten og Storbritannien som platformchef i offshorebranchen, tilføjes det om direktøren hos Sindal Biogas A/S.
Siden da har han fået fast job på hjemegnen i Hjørring Kommune. Den 1. februar i år tiltrådte Jesper Horne nemlig som allerede antydet direktør for Sindal Biogas A/S, efter at være blevet headhuntet til stillingen, der med hans egne ord først og fremmest handler om at skabe stabilitet i driften. Tidligere i karrieren har Jesper Horne været chef for begge platformene på Tyrafeltet i Nordsøen. Ligesom han i foråret 2020 blev site manager for Total i Frederikshavn.
Med over 30 års erfaring i branchen er Jesper Horne hyret ind til at overtage ansvaret for den daglige drift fra selskabets stifter og skabe noget stabilitet i den overgang til en industrivirksomhed, Sindal Biogas de facto har sat i gang med de store projekter, der er annonceret på det seneste, lyder det videre i Maskinmesteren.
Parallelt med gasproduktionen fremstiller Sindal Biogas blandt andet også ganske store mængder renset CO2 som et restprodukt, der som sådan er klar til udnyttelse. Pt. har man imidlertid ikke nogen kilde at afsætte det til, så den opsamling, man faktisk laver, er på sin vis forgæves, da gassen bare bliver sluppet ud igen.
At der er nogle spændende forretningsmuligheder i sigte, er Jesper Horne dog ikke i tvivl om, og selv for en lille aktør som Sindal Biogas tror han i den grad på, at det ville kunne betale sig at være en del af den bæredygtige omstilling, specielt fordi den er så nødvendig for samfundet og de klimamål, Danmark har vedtaget.
Læs hele den store og interessante artikel ved kilden her hos Maskinmesteren.
Link til relateret artikel
Fagbladet Maskinmesteren sætter spot på den lokale headhunter Kim Bernhard Tornby