Jesper Horne har dybe rødder i Vendsyssel, hvor han er opvokset i Hirtshals, Han har boet i området i størstedelen af sine 58 år.
Jesper Horne begyndte sin karriere i rederibranchen, hvor han blev uddannet maskinmester, og siden har han bygget en imponerede international erfaring op.
Fra at sejle på verdenshavene og arbejde som servicetekniker inden for kedelanlæg, tog Jesper Horne et karriereskifte til olie- og gasindustrien. Her havde han hos Mærsk Olie og Gas A/S, senere Total Energies Danmark, flere ledende roller med ansvar for komplekse projekter.
I dag står Jesper Horne i spidsen for Sindal Biogas A/S, et af regionens største og vigtigste biogasanlæg, hvor han arbejder målrettet med den grønne omstilling og anvendelsen af den grønne gas.
Om sin indtrædelse i DI Vendsyssels bestyrelse fortæller Jesper Horne, at der særligt er to mærkesager, som han vil arbejde målrettet på at gøre en forskel inden for.
Nemlig for det første bæredygtig energiinfrastruktur og grøn omstilling.
– Mit første hjertebarn er energiområdet og udviklingen af en infrastruktur, som understøtter en bæredygtig energiforsyning i vores område. Det vil gøre det attraktivt for produktionsvirksomheder og datacentre at etablere sig her, fortæller Jesper Horne
Dernæst er det styrkelse af tekniske uddannelser og arbejdskraft.
– Mit andet hjertebarn er tekniske uddannelser, som er nødvendige for at understøtte den grønne omstilling og levere kvalificeret arbejdskraft til de virksomheder, som forhåbentlig opstår på baggrund af tilgængeligheden af bæredygtig energi, forklarer han.
I bestyrelsen hos DI Vendsyssel ser de frem til et godt og givende samarbejde om at udvikle landsdelen nord for Limfjorden.