Af Jesper Kjærgaard Rasmussen
Pædagogisk Drømmefanger
Hjørring
Som mand er jeg glad for, at der nu skal være endnu mere fokus på at mænd kan være sammen med deres børn, i børnenes tidlige leveår.
Jeg har selv været ansat, og hører også om mange virksomheder, hvor mænd og barsel ikke rigtig er noget man snakker om og ej heller tager stilling til. Jovist, der er da de første 14 dage og så snakker man ikke mere om det.
Samtidig hører jeg om virksomheder der ikke ønsker at ansætte kvinder i den fødedygtige alder, da de potentielt skal holde meget barsel. Måske tiltaget også kan være med til at ændre denne kultur?
Personligt er jeg ikke fortaler for regler og love der skal tvinges ned over vores hverdag. Men jeg er fortaler for tiltag, der kan være med til at ændre kulturer og medvirke til refleksion.
Nu kommer de førnævnte virksomheder til at blive “tvunget” til at skulle tage stilling til mænd og barselsvilkår. Hvilket jeg ser som rigtig sundt. Både for virksomhederne og os mænd.
Inden for det seneste år, har jeg afholdt 15 ugers barselsorlov med løn, hvilket jeg har været meget glad for. Hvor har det været fedt, at kunne følge med i vores drengs udvikling helt tæt på.
Jeg er med på, at emnet lige nu er en brændende platform, hvor der kan diskuteres højlydt. Jeg vil blot give lidt af mine refleksioner med.