Som en fejring af teatrets 40 års jubilæum hyldes ikke kun en historie, men også et menneske, som alle i huset har meget kært. Det er nemlig særdeles svært at tænke på Vendsyssel Teater uden at tænke på skuespilleren og mennesket Hans Holtegaard.
HANS er derfor også en hjerteblodsfortælling, hvilket den er af mange grunde, men mest fordi dem i og omkring forestillingen har en kærlighed til Vendsyssel Teater og til Hans som kunstner. Udover personlige erindringer fra spillerne og instruktøren er elementerne i forestillingen udviklet ud fra et omfattende researcharbejde, som Mette Kolding har arbejdet på de sidste mange måneder.
Sammen dykker holdet bag forestillingen ned i interviews, anekdoter og materiale fra arkiverne. Ligesom de takker alle de involverede for at dele deres minder og historier.
På scenen vil Lone Rødbroe, Frida Cæcilia Rødbroe og Mikas Bøgh Olesen på fornemmeste vis vække gode minder om Hans Holtegaard til live.