Kunstbygningen i Vrå havde som tidligere omtalt lørdag fernisering på Vrå Udstillingen 2024. Det er den 82. af slagsen og er dermed den næstældste kunstnersammenslutning i Danmark.
Blandt de mange gæster ved ferniseringen var byrådspolitiker og skuespiller Jørgen Bing. Som udøvende skuespiller og dermed kunstner har han i sagens natur sans for diversitet i både udtryk, genrer og kunstformer.
– Et af gruppens faste medlemmer, Bente Linnemann, deltog for sidste gang, da hun døde i foråret, knap 102 år gammel, men aktiv til det sidste. Ligeledes var der mindeophængning for Poul Skov Sørensen, fortæller indledningsvis Jørgen Bing efter besøget i Vrå.
![Jørgen Bing glæder sig over fortsat at kunne opleve Vrå Udstillingen i Kunstbygningen 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/07/Vraa_Udstillingen_3_800x502.jpg)
– Mange lokale kunstnere er medlemmer af kunstnersammenslutningen, men også kunstnere udefra, og som sædvanlig var der ligeledes inviteret gæsteudstillere. Ferniseringen blev indledt med taler af samlingens formand og inspektør samt af forfatteren Jens Smærup Sørensen, der i sidste øjeblik blev forhindret i at deltage, men hans fremragende og tankevækkende tale blev oplæst, plus en cigarrygende og feministisk performance af Lilibeth Cuenca Rasmussen, uddyber Jørgen Bing.
![Jørgen Bing glæder sig over fortsat at kunne opleve Vrå Udstillingen i Kunstbygningen 3 Vraa Udstillingen 8 e1722159687213](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/07/Vraa_Udstillingen_8-e1722159687213.jpg)
– Efter ferniseringen er man taknemmelig over, at det sidste efterår lykkedes at samle et flertal i byrådet, så Kunstbygningen kunne bevare et tilskud, så den lukning blev undgået, slutter skuespilleren, som med den bemærkning har iført sig kasketten som byrådsmedlem for SF i Hjørring Kommune.
![Jørgen Bing glæder sig over fortsat at kunne opleve Vrå Udstillingen i Kunstbygningen 4](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/07/Vraa_Udstillingen_9_800x536.jpg)
I forbindelse med udstillingen vil der hver søndag kl 14 være rundvisninger med kunstnerne og en performancesøndag, kombineret med koncerter arrangeret af den lokale musikforening.
Entré til udstilling, rundvisning og koncert: kr. 80,-.
Søndag d. 28. juli kl. 14
Rundvisning med billedkunstner Jane Balsgaard
”Swingende nordiske jazztoner”. Peter Lindhardt Toft, klaver og Jens Nonboe Andersen, bas.
Søndag d. 4. august kl. 14
Rundvisning ved billedhugger Marit Benthe Norheim
Søndag d. 11. august kl 14
Rundvisning med fotograf Niels Fabæk
”Kammerklubben”, Hjørring Gymnasiums strygekvartet. Christian og Leonora, violin, Anton, bratsch, Sebastian, kontrabas.
Søndag d. 18. august kl 14
Rundvisning med fokus på arkitektur ved arkitekt Lars Juel Thiis.
”Folkestemninger”, gammel og ny forførende folkemusik. Asger Laursen, kontrabas, Barbara Søndergaard Lindstrøm, cello, Trine Schuldt Jørgensen, violin
Søndag d. 25. august kl 14
Rundvisning med maler Søren Elgaard
Søndag d. 1. september kl 14
Performance med Michael Richardt Petersen
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Knud Højgaards fond.