Af Jørgen Bing
Byrådsmedlem
Hjørring Kommune
SF
Der skal ikke herske tvivl om, at regeringens (og fødevareministerens) håndtering af minksituationen har været mere end mangelfuld – snarere skandaløs ringe. Og ministerens svar om, at der var tale om en “opfordring” rimer på ingen måde med den seneste forklaring, der går ud på, at han ikke vidste, at der manglede lovhjemmel til at beordre alle mink (også raske i de ikke-smittede områder) slået ned. Den slags udenomsforklaringer bringer mindelser om Inger Støjberg-sagen – og dét er alvorligt.
Så når oppositionen ikke ønsker at lægge navn til en hastebemyndigelse (behandlet på en eftermiddag), forstår jeg dem sådan set godt. Og at de vejrer ministerblod gør næppe deres samarbejdsvilje større.
Men som nordjyde, der sidder “låst inde” bag snævre kommunegrænser, hvor alt kultur-, fritids- og foreningsliv (igen) er blevet lukket ned – (denne gang i en måned), hvor erhvervslivet i vidt omfang er sat på stand-by, hvor service- og forlystelsesbranchen snapper efter vejret, ja, der håber jeg, at alle partier først og fremmest formår at holde det overordnede sundhedsperspektiv for øje – og, om ikke forhastet, så i det mindste hurtigt, får gjort arbejdet med at få mink-risikoen elimineret så hurtigt som muligt.
Her i vores “fangenskab”, er det næsten ikke til at bære, hvis denne uforløste situation trækker yderligere ud – og slet ikke, hvis årsagen er politiske drillerier. Sagens utroligt ringe håndtering, skal naturligvis have de konsekvenser – både blandt politikere og embedsmænd – som man finder det rigtigst på Christiansborg – men forsink ikke arbejdet med at komme minksmitten til livs, så vi igen så småt kan genåbne samfundet i den grad, det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt!