Nogle måneder før første arbejdsdag var Jørgen Christensen blevet ansat af sparekassedirektør Arnold Nielsen og kontorchef Knud Størup.
– Det var en mindre sparekasse, hvor jeg blev medarbejder nr. 11. Herudover var der 1 deltidsansat i den helt nyetablerede Tornby afdeling. Det var en spændende tid i 70’erne og 80’erne, hvor sparekassen udviklede sig eksplosivt. I 1981 flyttede vi til den nuværende adresse i Jørgen Fibigersgade 4, og ved fusionen i 1989 med Sparekassen Nordjylland (i dag Spar Nord Bank) var vi 34 medarbejdere i Hirtshals og 4 i Tornby, fortæller Jørgen Christensen.
![Jørgen Christensen mindes sin tid som elev i Sparekassen for Hirtshals og Omegn 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2020/10/Joergen_Christensen_2_727x493.jpg)
– I 1992 forlod jeg sparekassen efter næsten 21 år og blev ansat i Jelstrup-Lyngby Sparekasse (i dag Sparekassen Vendsyssel). Den 26. august 1992 åbnede vi den nye afdeling i den blå ATP-bygning ved Runddelen i Hirtshals. Også her oplevede jeg en fantastisk udvikling og opbakning. Vi gik fra 2 til 6 medarbejdere det første år. Det gik så hurtigt, at vi allerede i 1995 måtte flytte til Jyllandsgade 10, og senere i 2009 til den nuværende adresse, Jyllandsgade 14.
Efter 44 gode år som sparekassemand i Hirtshals, gik Jørgen Christensen på velfortjent efterløn i 2015.