Det er nu lidt over 7 år siden, Loop i Sindal slog dørene op for første gang og inviterede indenfor til en ny og anderledes måde at få motion på.
Særligt én har været ganske flittig siden åbningen. Det er Jørgen Jørgensen, der som den første i Sindal nåede op på 1.000 træninger, og sidste år kom han op på 1.250 træninger. Og nu i januar, som snart 83 årig, kunne han fejre 1.500 træninger, hvilket er et særdeles flot resultat på så kort tid.
– Jeg træner næsten hver dag gerne tidligt om morgenen fra klokken 05.30, hvor der ikke er så mange andre, og så er der god plads ved maskinerne. Søndag friholder jeg dog til kirkegang og samvær med familien. Der kan også være enkelte dage, hvor andre presserende gøremål udelukker dagens træning, fortæller Jørgen Jørgensen.
– Jeg synes, det er en kæmpe motivation, inspiration og et lyspunkt, at Jørgen i den høje alder kommer hver eneste dag og træner, siger lederen af Loop, Cate Christensen.
Træningskonceptet foregår som cirkeltræning med 16 stationer placeret i en rundkreds, og man kan starte et vilkårligt sted i cirklen. Efter to runder er der gået 24 minutter, og kroppen er trænet effektivt igennem. Denne træningsform har tiltalt mange, der ønsker at få en lidt bedre kondition og måske tabe sig en smule.
Som bevis på de mange træninger har Jørgen Jørgensen fået overrakt en trøje med indskriften “LOOP 1500 træninger”.