Jørn Munk Nielsen er forhenværende erhvervschef i den tidligere Hirtshals Kommune. Han bor i Tornby og har i 40 år gået daglige ture i Tornby Klitplantage. Noget er imidlertid faldet ham for brystet i forhold til fældning af træer i plantagen.
– Jeg så TV 2 programmet “Brændende Bedrag” i Operation X med Morten Spiegelhauer, hvor man tog såkaldt gavntræ og lavede det til træflis og træpiller. Jeg kan desværre konstatere, at det vi så i udsendelsen fra Estland og USA gentager sig lige nu i Tornby Klitplantage. Man fælder simpelthen gavntræ, som man laver til flis, og som man vil sælge til kraftvarmeværker, for at få en fortjeneste, fortæller Jørn Munk Nielsen.

– Det er Naturstyrelsen og dermed Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der står bag. Jeg mener at vores minister på området har et voldsomt forklaringsproblem, når man samtidig taler om at man skal dæmpe CO2 udslippet og plante mere skov i Danmark. Her går man den modsatte vej. I stedet for at plante et træ – ja så fælder man et træ – og bruger det til flis. Var det blevet brugt som såkaldt brugstræ, så kunne jeg acceptere det, men at tage gavntræ og lave det til flis – det er simpelthen forkasteligt, forklarer Jørn Munk Nielsen.

– Det er bedrag med naturen og økonomisk selvtægt, synes jeg. Jeg håber inderligt, at nogen vil vågne op og gøre noget ved det, fastslår den tidligere erhvervschef.
Hør Jørn Munk Nielsen bliver interviewet om sagen af Niels Viberg fra Skaga FM her på Skaga Podcast.
Foto: Privat.



Enig
Dejligt med nogen der vil kæmpe for vores skove
Du har fuldstændig ret. Det er ikke i orden.
Problemet er langt større og ligger i måden at beregne en stats udledning af CO2. Der figurerer fældning af træer ikke og afbrænding af flis heller ikke. Hvilket i sin essens absolut ingen mening giver.
Så den udledning af CO2, som afbrænding af træ medfører koster således “gratis” i regnskabet. Derfor importerer Danmark også flis til afbrænding fra udlandet.
Regnskabet er i sin essens et falsum, for udledning af CO2 er udledning af CO2 – men det bliver en måde at holde tallene nede. Og først når dette bliver korrigeret og man hænger på det hele, så vil denne praksis blive ændret. Her kan jeg anbefale klimabevægelsens underskrift indsamling desangående.
Indtil da vil “Naturmassakren” – også kaldt Naturstyrelsen – nok fortsætte denne katastrofale praksis.