Tirsdag fik 1. og 4. klasserne på Bindslev Skole et spændende besøg af jordemoder Nanna Høgsted Yakubu.
Når en kvinde er gravid, og babyen er klar til at komme ud, så er det jordemoderens job at være der og hjælpe. Jordemoderen sørger for at holde øje med både mor og baby under hele fødslen. Hun lytter til babyens hjertelyd og passer på, at alt går godt, forklarede hun de spændt lyttende børn.
Jordemoderen er også ekspert i at hjælpe kvinder med at lindre smerter under fødslen. Hun kan give gode råd om, hvordan man kan trække vejret og finde ro, eller sørge for et varmt bad til den fødende, så det bliver nemmere at føde. Hun er der hele tiden og sørger for, at mor og baby har det godt, forsikrede Nanna Høgsted Yakubu.
Når babyen endelig kommer ud, er det også jordemoderen, der tager imod og får tjek på, at den er sund og rask. Hun hjælper med at tage de første målinger og sørger for, at babyen kan være sammen med sin mor. Ligesom hun hjælper med at amme og sørger for, at mor og baby har det godt i de første dage. Hun svarer på spørgsmål og giver gode råd om, hvordan man passer på sin baby. Så hun hjælper mødre og babyer med at få en god start på livet sammen, fastslog Nanna Høgsted Yakubu.
Afslutningsvis satte den lokale jordemoder effektfuld trumf på sit interessante besøg, idet hun simpelthen havde medbragt to friske moderkager.
På det tidspunkt havde børnene lyttet intenst i to lektioner og stillet rigtig mange gode spørgsmål, der alle tålmodigt og indsigtsfuldt blev besvaret.
Sådan et par timer er virkelig karrierelæring, der i dén grad batter og gør indtryk.
Foto: Niels Skipper.