Den 1. juli 1987 så en ny countryklub lyset i Hjørring. På en stiftende generalforsamling blev Bjarne Hesselbjerggård valgt som formand. Bjarne var i forvejen kendt fra lokalradioen, hvor han lavede populære programmer med netop country musik.
– Klubbens navn blev Brand New Opry i daglig tale forkortet til BNO. Navnet er med reference til det berømte Grand Ole Opry, der nok er et af verdens mest kendte countrymusik steder. BNO er nu Danmarks ældste country klub, fortæller Steen Engbjerg, som er formand BNO country club.
– Igennem årene har BNO og countrymusikken oplevet mange op- og nedture, og i de senere år må vi indrømme at country musikken ikke har haft de bedste kår. Men vi håber at få flere folk gjort opmærksom på ikke mindst vores klub, og country musikken i særdeleshed, så vi kan bevare musikken, sammenholdet og klubberne i mange år fremover, uddyber Steen Engbjerg.
Nu har den opmærksomme læser nok regnet lidt, og JA, i år kan BNO country klub fejre 35 års jubilæum og er still going strong, samt ikke mindst fortsat med mod på at udbrede kendskabet til countrymusikken i den nordlige del af Danmark.
BNO fejrer jubilæet med et brag af en fest i Harkenhallen den 10. september. Her vil de få besøg af to gode bands, nemlig Linda Lyckemyr trio fra Sverige, og Southern Comforts fra Danmark. Klubben får også besøg af Nørresundby Square danser klub, der vil vise gæsterne lidt inspiration til dansegulvet. Menuen er ganske western, nemlig pattegris med hele svineriet, og en overraskelse til dessert.
Alle er velkomne, så er der en lille cowboy eller cowgirl gemt i dig, så er det med at få sat kryds i kalenderen til årets brag af en countryfest. Se mere på facebook eller på klubbens hjemmeside www.bno-countryclub.dk