Hjemmeværnets musikkorps Nordjylland fejrede lørdag den 27. september 75 års jubilæumsdag med et stort og flot program.
I anledning af jubilæet havde musikkorpset lejet sig ind i festsalen på UCN Skolevangen i Hjørring.

Der var pyntet op i den store sal og stillet stole op til koncertgæster. Men inden man kom så langt, var der inviteret til en reception i forhallen.
Musikkorpsets historiker Per R. Nielsen og ældste medlem have lavet en lille udstilling af fotos og video over nogle af de store opgaver/oplevelser der havde været gennem årene.
Blandt andet kunne der fremvises et dokument, som var udfærdiget i 1950 med navnene på de medlemmer, der var med til at starte musikkorpset i Saltum.

Chefen for Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland, oberstløjtnant Klaus Kaalund Billenstein, ønskede på vegne af Hjemmeværnet stort tillykke med jubilæet og ønskede korpset god vind fremover.
Efter chefens tale fik historikeren ordet for en kort tale, hvor også han ønskede korpset tillykke og kom med et lille tilbageblik. Han nævnte for eksempel, at musikkorpset kun var 17 år, da han begyndte i 1967.
Musikkorpsets chef kaptajn, Carina B. Engan, hilste alle velkommen og ønskede tillykke og bød på kransekage inden koncerten.

En helt speciel gæst på talerlisten var pensioneret major Jens Søndergaard, som er tidligere chef for Hjemmeværns distrikt Vendsyssel.
Han gav udtryk for sin store glæde over, at musikkorpset gennem alle de år, han havde kendt det, altid havde været i stand til at løfte de opgaver, der blev stillet også, når det somme tider opstod uventede situationer.
Jens Søndergaard sluttede af med at ønske tillykke med jubilæet og håbe for alle, at musikkorpset også i de kommende år, uanset situationen, vil være med til at bringe glæde og gå på mod til alle, der lytter til deres glade toner.

Nu var tiden kommet til den store jubilæumskoncert. Medlemmerne sad klar til at modtage dirigenten Poul J. Cook, som er både instruktør og dirigent for korpset.
Der var tilrettelagt et alsidigt program som – naturligvis – begyndte med en march, nemlig C. C. Møllers Bataille-march, efterfulgt af en række numre lige fra Crazy Music in the Air og IF, som er et solostykke for horn spillet smukt af Stine L. B. Rasmussen.
Der blev ligeledes spillet Lyse Nætter, Kim Larsen medley og de sluttede første del med et meget smukt nummer, nemlig Highland Cathedral.
Efter pausen var det blevet tid til lidt mere løssluppet musik, begyndende med The Bold Gendarms og efter den et Bent Fabricius Bjerre medley, Gasolins ”Kloden drejer stille rundt” og Abba i et medley.
Efter at dages konferencier, Bjørn B. Thomsen, have fortalt en historie om musikkens evne til at binde folk sammen, blev der spillet – meget apropos – Friends for Life.
Den officielle del af koncerten sluttede med, at korpset spillede et flot nummer, som egentlig er en hyldest til dem som kæmpede, og hvor en stor del omkom i 1. verdenskrig. Ud over at være en smuk melodi er der indlagt trompetsignaler, som Last Post og andet. Solist var Christian B. Thomsen.
– Vi spillede den første gang i forbindelse med 100 året for fredsslutningen i 2018, husker Per R. Nielsen.
– Selvfølgelig fik vi ikke lov at slutte uden et ekstranummer, så det var godt, at vi var forberedte med en march.
– Vores konferencier, Bjørn B. Thomsen, er også komponist til denne march, som han egentlig havde tænkt skulle være distriktets march, men som han fortalte, ville musikerne ikke give slip på marchen, hvorfor den i stedet fik navnet ”Hjemmeværnets Musikkorps Nordjyllands March” i daglig tale ”Vores march”.
I marchen indgår et stykke meget kendt musik, nemlig ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”.
Resten af jubilæumsdagen var helliget en privat fejring i musikkorpset, og den var henlagt til Hjemmeværnsgården Vandstedgaard i Hjørring.
Allerede på næste lørdag er musikkorpset med ved et hverve-arrangement i Brovst, så her vil man kunne høre, hvorledes musikkorpset løser opgaven med at skabe opmærksomhed.



