Aldersgennemsnittet på Hjørring Gymnasium var lidt højere end sædvanligt fredag d. 8. september. Her var skolen nemlig vært for et arrangement for alle 40-, 50, og 60- og 70års-jubilarer. Flere af dem var med i undervisningen fra 10-12, så de kunne se, hvordan det er at gå på gymnasiet i dag – og måske fortælle lidt om deres egen gymnasietid.
Som en del af jubilarbesøget havde en enkelt jubilar bedt om at komme til at undervise klasserne. Jens Dybro Sørensen tog 2.b med ind i en litterær dansk klassiker, den fabelagtige Kongens Fald af Johannes V. Jensen. Han lagde vægt på det vigtige i, at de unge skulle bruge deres fantasi, og at det var her at særligt læsning og kunsten generelt kunne aktivere netop denne fantasi. Jens Dybro Sørensen er 60 års-jubilar og har i sit arbejdsliv undervist i dansk og psykologi i omkring 40 år. Han gik på pension 2008.
Efter undervisningen startede det mere officielle program med frokost, hvor det blev tydeligt, at både gensynsglæden og snakkelysten var stor. Efter frokost holdt rektor Elsebeth Gabel Austin foredrag, og der var naturligvis mulighed for, at jubilarerne kunne stille spørgsmål undervejs. Bagefter blev gæsterne vist rundt på skolen af nuværende og tidligere ansatte, og det blev hurtigt bemærket, at der er sket meget med Hjørring Gymnasiums fysiske rammer de senere år.
Da programmet sluttede, fortsatte flere klasser jubilæumsfejringen under private former, og der er vist ingen tvivl om, at der blev snakket lystigt om gode minder fra gymnasietiden.