Sommerens hæsblæsende tempo har lagt sig, og efter en periode med lukkede arrangementer er Kaosfabrikken i Nørregade kommet i julehumør. Værtsparret musiker Mikael K og projektleder Ellen Raunsmed har været i juletænkeboksen.
“Vi kan godt lide at gøre tingene lidt anderledes, men selvfølgelig holder vi da jul. Jeg er nok ikke det mest julede menneske – faktisk har jeg engang siddet alene juleaften og skrevet på sange. Der er noget helt særligt ved den aften, som om alting sitrer og giver god inspiration”, fortæller Mikael K.
Ellen Raunsmed derimod er vældig glad for julen, eller som hun siger: ”Ideen med jul: Julen er hjerternes, lysets og kærlighedens fest, og så holder jeg meget af forberedelserne til julen – at enkeltfryse klejner, så man altid kan servere en nykogt klejne, hvis der kommer uventede gæster, eller når gløggekstrakten sættes til lagring, så det dufter i hele hytten, og forventningsglæde indfinder sig.”
Nu har de fået lyst til at fejre julen på Kaosfabrikken – og at invitere gæster ind til en lidt anderledes jul. Kaosfabrikken holder åbent fredag-søndag hele december, hvor alle er velkomne til at komme forbi til julehygge, gløgg, klejner og køb af julegaver. Der åbner en lille udsøgt vinylplade-butik, med gode sjældne vinylplader og antikvariske bøger for samlere, og derudover vil der også være et udvalg af kunstværker og fotografier til salg.
“Vi vil synge julen ind på Kaosfabrikken, så hver fredag i december kl. 17 er man meget velkommen til at kigge forbi til fællessang og gløgg, derudover har vi planlagt en række julearrangementer, som man kan læse mere om på vores Facebookside”, fortæller Ellen Raunsmed.
Arrangementerne på Kaosfabrikken i december er som følgende:
- Hver fredag i december op mod jul kl. 17:00 – 18:30 FYRAFTENSGLØGG OG FÆLLESSANG
- Lørdag den 9. december kl. 17:00 – 24:00; Årets eksklusive julefrokost JULEBAL PÅ KAOSFABRIKKEN koncert med Mikael K, lækker mad og afterparty med DJ
- Søndag den 10. december kl. 15:00 foredraget: DE ULEDSAGEDE MADS NYGAARD Foredrag med den kendte nordjyske forfatter
- Torsdag den 21. december kl. 20:00 ; dørene åbner kl. 19:00 KAOSFABRIKKENS BANJOJUL koncert med Mikael K /// Klondyke med musikalske gæster
Fakta: På Kaosfabrikkens Facebookside og Instagram kan man finde mere information, program og billetsalg. Ellers kan man også altid ringe: 61264446
KAOSFABRIKKEN Nørregade 20, Løkken
Åbent fredag-søndag hele december fra kl. 11-17