Her i december har julefreden og roen sænket sig også i den gamle biograf i Lønstrup. Ikke desto mindre sker der især mellem jul og nytår, som det fremgår nedenfor, rigtig meget i Lønstrup Café Bio.
Bjergkøbing Grand Prix
Fredag d. 27. december kl. 15.00
Norsk, 1975, animation, 1 t. 23. min,
Instruktion: Ivo Caprino
Igen i år vises den legendariske animationsfilm om cykelsmeden Theodor Fælgen, der sammen med sine hjælpere konstruerer racerbilen Il Tempo Gigante, der skal deltage i en helt særlig duel. Oplev desuden det smukke soundtrack til filmen, der er komponeret af Bent Fabricius-Bjerre.
Gladiator II
Lørdag d. 28. og søndag d. 29. december kl. 19.30
USA, 2024, Drama, 2 t. 45 min.,
Instruktion: Ridley Scott
I den spæde start af biografens relancering omkring årtusindskiftet blev Ridley Scotts episke storfilm Gladiator vist til stor begejstring. Mere end 20 år efter er Scott tilbage med opfølgeren, der handler om Lucius, der i den oprindelige Gladiator var søn af Lucilla, som dengang blev spillet af danske Connie Nielsen. Biografen viser filmen to gange i juledagene, hvor tovholderne glæder sig til at byde indenfor til et møde mellem nostalgi og fremtid.
Nytårsaften
Tirsdag d. 31. december kl. 23.59
Mød op og ønsk hinanden godt nytår.
Der er musik i højtaleren og et lidt udvidet sortiment med drinks i baren.
Ellers er der bare hygge og godt humør, som man kender det i biografen.
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100 procent af friviligt arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.