Traditionen tro er den sidste søndag inden jul blevet brugt på at uddele julehjælp hos Den Danske Frimurerorden.
Frimurerordenen har siden 1867 uddelt julehjælp til udsatte og trængende familier. Tovholder for den lokale uddeling af julehjælpen fra frimurerlogen St. Knud i Hjørring, Thomas Brown, udtaler i den forbindelse:
“Det er en lille ting, vi kan gøre som medmennesker, for at sikre, at alle familier får mulighed for fejre en god jul,” mens medtovholder, Søren Møller Christiansen, supplerer;
“Vi har de seneste mange år haft et godt samarbejde med Hjørring Kommune, hvor de leverer oplysninger om de borgere, som de vurderer har mest brug for hjælpen. Derved sikrer vi os, at det er dem med størst behov, der får hjælpen.”
Selve indholdet af julehjælpen har – i takt med den almindelige samfundsudvikling – skiftet karakter. Hvor man før holdt sig til egentlige fødevarer som mel, sukker, gryn, brød, flæsk osv., har den nu fået en mere julepræget karakter med alt hvad højtiden kræver, inklusiv et gavekort til kødvarer.
Med økonomisk støtte fra Grethe og Peder Kilts fond er der igen i år også en gave i form af legetøj til alle børn op til 12 år.
“Julen er børnenes højtid. Alle børn fortjener at få en god jul. Vi er kede af, at vi er nødt til at hjælpe, men vi er taknemmelige for, at vi har evnerne og muligheden,” slutter formand for frimurerne i Hjørring, Knud Tage Petersen.