Traditionen tro dannede Brugsen i Mosbjerg rammen om et hyggeligt julearrangement den sidste fredag i november.
![Julehygge spredte varme i Brugsen i Mosbjerg 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/11/PXL_20241129_1549273742_copy_740x493.jpg)
Brugsens bestyrelse havde iført sig forklæder og serverede rygende varm gløgg og æbleskiver til de mange fremmødte, der nød et par timer i hyggeligt samvær.
![Julehygge spredte varme i Brugsen i Mosbjerg 4](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/11/PXL_20241129_1552463872_copy_740x493.jpg)
Mens gæsterne spiste og snakkede, sørgede Arnar Gudmundsson for den musikalske underholdning med stille guitarspil, og børnene tegnede flittigt flotte julemotiver, som de stolt forærede til uddeler Karen Pedersen. Som tak for de fine tegninger modtog børnene en velfortjent slikpose.
![Julehygge spredte varme i Brugsen i Mosbjerg 6](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/11/PXL_20241129_1631518242_copy_740x493.jpg)
![Julehygge spredte varme i Brugsen i Mosbjerg 7](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/11/PXL_20241129_1556135242_copy_740x493.jpg)
Dagen bød også på sjove konkurrencer for både børn og voksne. Børnene skulle på en spændende skattejagt rundt i Brugsen og finde bogstaver, der tilsammen dannede et juleord. De voksne dystede om at gætte antallet af pebernødder i et stort glas. Den heldige vinder blev Inger Thomsen. Vinderne af børnenes julekonkurrence blev Hanna og Astrid.
![Julehygge spredte varme i Brugsen i Mosbjerg 8](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/11/PXL_20241129_1549577692_copy_740x493.jpg)
Flere lokale foreninger bidrog også til den festlige stemning. Marta Yepes fra “Tolne-Mosbjerg-Vogns Hjertesag” var til stede for at sprede budskabet om den gode sag. Bitten Petersen solgte årets udgave af “Blindes Jul”, og Laila Nielsen fra Historisk Samfund for Vendsyssel fortalte engageret om foreningens arbejde og hvervede nye medlemmer.
![Julehygge spredte varme i Brugsen i Mosbjerg 9](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/11/PXL_20241129_1550143012_copy_740x493.jpg)
Julearrangementet i Brugsen var endnu engang en succes og skabte en hyggelig og varm start på julemåneden i Mosbjerg.