Julestemningen breder sig i Hirtshals, når julemanden traditionen tro lægger til ved Sydvestkajen.
Ifølge Hirtshals Handel & Erhverv har den travle og langskæggede herre i rødt allerede sat kursen mod havnebyen og forventes at ankomme præcis kl. 16.00. Julemanden kan imidlertid godt fare lidt vild på vandet, så arrangørerne opfordrer alle til at møde op i god tid og hjælpe med at vinke ham sikkert i havn og til kaj.
Mens børn og voksne venter på det festlige øjeblik, sørger Hirtshals Fiskehus for varme drikke. Der vil være gratis kaffe og kakao til alle, så ingen behøver fryse, mens de holder øje med julemandens båd.

Arrangementet er en oplagt mulighed for at samle familien og komme i julestemning. Der loves hygge og smil, når julemanden endelig går i land og får tændt juletræet på Den Grønne Plads, hvor der spilles op til dans af Nanna Mørch Glifberg og Niels Viberg.
Samtidig deler julemanden slik ud til børnene og naturligvis en bjesk til voksne. Desuden byder SuperBrugsen på gratis æbleskiver og saft fra aktivitetsvognen på Den Grønne Plads.
Skal julegaverne i hus? Så husk at du kan gå på Black Friday-shopping når byens mange butikker holder åbent helt til kl. 20.00.
Så tag familien i hånden og kom ned til havnen – julen venter på alle i Hirtshals.


