Oplev stande med keramik, tekstil, porcelæn, smykker, træ, papir og glas og kombiner julegaveindkøb med kunstoplevelser til tonerne af julejazz. Vendsyssel Kunstmuseum favner hele familien, når der er julemarked, for udover de 23 stande med kunsthåndværk og design, er der smagsprøver til de store og goodie bags med juleknas til de små. I museets bibliotek står dygtige formidlere klar til at hjælpe børn og barnlige sjæle med at kreere smuk julepynt enten til at tage med hjem eller til at pynte på det store juletræ i biblioteket.
Dagen er spækket med aktiviteter fra dørene åbner kl. 10.45, og den officielle åbning ved Generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening i Danmark og tidligere rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, finder sted kl. 11.15.
Har man lyst til en ekstraordinær kunstoplevelse kan man efterfølgende, på museets første sal, få en kort introduktion til formidlingsprojektet I sporet på kunsten, der denne dag tager udgangspunkt i kunstneren, Poul Anker Bech. Ud på eftermiddagen er der mulighed for at deltage i lodtrækningen om unikt kunsthåndværk, oplevelser og gavekort, leveret af dagens standholdere.
Når shoppetrangen er stillet, kan man tage en velfortjent pause i museets værksted på første sal, der i dagens anledning er omdannet til et smagsunivers. Her kan gæster nyde kage fra Tolne Gjæstgivergård, kaffe fra det lokale Vendiakaffe, sirup og hjemmelavede delikatesser fra Café Happie, og hvad er et julemarked uden gløgg? Sammen med smagsprøver på julevin, serveres gløggen af Risgaard Vinhandel.
Foran museet har den lokale juletræssælger træer til salg og prikken over i’et er jazzmusikeren Gregers, når han sammen med sin guitarist spreder et lydtæppe af jazzede juletoner i museets sale.
Deltagende på julemarkedet er: Cille Colberg, Dorte Friis, Dorte Visby, Else Rasmussen, Gregory Miller, Janice Hunter, Kari Giebelhausen, Mette G Keramik, Better World Fashion, Isager Strik, Mette Albæk, Susanne Vester, Komono, Anna Kolind, Lotte Kohl, Sabbie, Weinreich-design, Skagen Glaspusteri, Sæby Glaspusteri, Sæby Porcelæn, The Oak Men, Hjørring Grafisk Værksted og Museum for Papirkunst.
Entré: 80 kr/40 kr. med KLUB VKM… Hvis man har været til julemarked på Vendsyssel Kunstmuseum, kan man få 20% rabat på entré til Hjørring Julemarked på Vendsyssel Historiske Museum. Dette gælder selvfølgelig også den anden vej.
HUSK CORONAPASSET!