Denne lørdag åbner Børglum Kloster igen dørene til sit traditionsrige julemarked. Klosteret, der er kendt som et af Danmarks mest stemningsfulde kultursteder, byder de kommende to weekender på en oplevelse fyldt med julens magi.
Besøgende kan se de private julepyntede stuer, som kun er tilgængelige i forbindelse med julemarkedet. Blandt højdepunkterne er kongesalen, hvor malerier af den danske kongerække fra Christian den Første til Frederik den Femte pryder væggene.

Foto (arkiv): Palle W. Nielsen
Markedet rummer omkring 30 boder med alt fra julepynt og håndværk til delikatesser. Boderne er fordelt i den røde hestestald, velkomstcenteret i klostergården og i kælderen. Derudover byder Café Vognporten på klassiske juleretter, gløgg og æbleskiver, mens klosterets historiske udstillinger og den store julepyntsbutik fuldender oplevelsen.

Julemarkedet har åbent den 6. og 7. december samt den 13. og 14. december fra klokken 10 til 16. Entréprisen er 120 kroner for voksne, 50 kroner for børn mellem 7 og 12 år, mens de yngste kommer gratis ind. Parkering er gratis.
Med sin kombination af historie, kultur og julestemning er julemarkedet på Børglum Kloster en oplagt destination for hele familien.


