I år endda med en udvidelse, så markedet kan besøges over to dage. I den forbindelse fortæller turistchef Laila Zielke, at Hirtshals Turisme ser frem til nogle gode dage i julehyggens tegn.
– Vi glæder os til, at det flotte kirkerum endnu en gang bliver fyldt med lokale kunstnere, kunsthåndværk, lækre specialiteter og skøn stemning. Vi udvider til to dage, da vi gerne vil, at så mange som muligt får lejlighed til at besøge julemarkedet, siger Laial Zielke.
– Både Kunsthåndværkermarked i Påsken og Julemarkedet er blevet tilløbsstykker, og vi forventer et besøgstal på omkring 600-700 gæster, heraf en del turister. Så med afholdelse over to dage vil vi samtidig skabe lidt bedre plads og en forhåbentlig god oplevelse for alle, tilføjer turistchefen.
De lokale kunsthåndværkere præsenterer deres flotte, håndlavede værker, og de besøgende får en unik mulighed for at få en snak med kunsthåndværkerne om deres ting, teknikker og arbejde. Julemarkedet er det perfekte sted at finde en flot julegave/adventsgave eller forkæle sig selv med et skønt stykke kunsthåndværk.
Kunsthåndværkerne i år er en spændende blanding af nye deltagere og tidligere udstillere. I den flotte sal vil gæsterne møde Karen Riis (smykker), Anette Rønn (raku), Anni Vink (filt), Laila Pallisgaard (billeder/collager), Gerda Jensen (raku m.m.), Margit Jespersen (pileflet m.m.), Kirsten Møller (akvarel og journals), Claus & Sofie Munch (sælskind og -pels), Janice Hunter (keramik), Ulla Duus (håndarbejde og malerier) og Uggerby Husflid (trædrejning).
Det hele krydres med skønne smagsoplevelser fra lokale leverandører. De står klar til med lækre specialiteter og gode tilbud til juledagene. Mød Tornby Gl. Købmandsgård, Spar Hirtshals og Risgaard Vinhandel. Hirtshals Museum byder traditionen tro på den lokale eliksir, bjesk, som i flere varianter kan købes med hjem, fx som en advent- eller mandelgave.
I caféen venter der også en skøn julestemning med æbleskiver, kaffe/te og ikke mindst gløgg fra Ostemanden. Den flotte plakat er lavet af Julie Horn, som læser til Natur- og Kulturformidler på UCN i Hjørring og i øjeblikket er i praktik hos Hirtshals Turisme.
Tid: lørdag den 27. og søndag den 28. november 2021 kl. 11.00 – 16.00
Sted: Den svenske Sømandskirke, Skagerakvej 2, Hirtshals
Arrangør: Hirtshals Turisme