Klokken 10 lørdag ringede det ind, og weekendens store, traditionsrige julemarked på Tversted Skole trak allerede de første timer lørdag masser af mennesker til, og der ér i allerhøjeste grad god grund til at gå i skole både lørdag og søndag.
Udstillerne og herunder arbejdende stande kommer fra nær og fjern, og det samme gør publikum. Blandt de første besøgende var Hanne og Niels Skipper, der ejer den lokale netavis NordsøPosten. Netavisens udsendte medarbejder forevigede det nydelige par skolenisser med deres nye huer, som naturligvis er købt på markedet.
Foruden kunsthåndværk af høj, høj kvalitet, finder man på julemarkedet også lækkerier lige fra lokale æbler og honning, gin i nye varianter og dejlig mad i skolekøkkenet, på gangen og i klasseværelset.
Det imponerende kulturhus har naturligvis også åbent i de faste værksteder og der er spændende fortællinger og ny viden at hente ved for eksempel at besøge bogbinderen og trykkeren, hvor arbejdet udføres som i gamle dage og på de gode gamle maskiner.
Naturligvis kan gæsterne også købe juletræer, nisser, pynt og alverdens ting og sager til jul.
Julemarkedet på Tversted Skole er åben lørdag til klokken 17 og igen søndag klokken 10-17.