Dame- og Herreklubbens tradition med at synge julen ind sammen med de ældre på Vendelbocentret er flyttet med til Soldalhus, hvor der torsdag var inviteret til en stemningsfuld eftermiddag med julens sange og juleeventyr. Det varede heller ikke længe, inden julehumøret steg flere grader blandt beboerne.
Dame/Herreklubben havde allieret sig med den sangglade pianist fra Hirtshals, Jutta Engbjerg, og de rutinerede solosangere Jeanet og Rune Møller Nielsen. Med dette trekløver var der lagt op til fællessang af julens toner på højt niveau.
Jutta Engbjerg er kendt for at sprede godt humør og underholde med sang og musik. Det gjorde hun også denne eftermiddag, hvor hun akkompagnerede Jeanet og Rune Møller Nielsen, og i pausen læste hun en spændende julefortælling fra “Nu er det jul igen ved Anine Rud”.
Jeanet og Rune Møller Nielsen er kendte sangere med erfaring både som solister og kirkesangere. De sang flere solosange, der fik stort bifald fra de mange ældre, der nød den traditionelle eftermiddag med julens sange.
Efter et antal julesange blev der budt på gløgg, kaffe og æbleskiver. Herefter fortsatte fællessangen endnu et stykke tid.
Som afslutning spillede Jutta Engbjerg “Aftenklokkerne” af Albert Frederick Marzian så stemningsfuldt, at mange af de ældre kneb en tåre.
Arrangementet var en stor succes og skabte en hyggelig og hjertevarm julestemning på Soldalhus.