Salig Robert Baden-Powell, som er stifter af spejderbevægelsen, ville have været pavestolt, hvis han i dag havde oplevet de engagerede arrangører af julemarkedet i Spejderhuset på Halvejen i Hirtshals.
De lokale spejdere trækker rigtig mange til deres loppemarkeder, men julemarkedet har altså sin helt egen hyggelige stemning, som da også lokker rigtig mange gæster til de flotte boder og caféen, hvor der sælges æbleskiver, glögg, hjemmebag og kaffe.
Ud over de flotteste kranse og juledekorationer samt tombolaer med garanti for præmier til den søde tand var det især muligheden for at fiske legetøj, der trak de helt store smil hos de mindste samt deres ophav og bedsteforældre.
Det var vel at mærke ikke kun de yngste og unge spejdere, der bidrog så flot til julestemningen, men i den grad også de voksne spejderledere, der for manges vedkommende var klædt festligt på til lejligheden.
KFUM Spejderne fortsatte desuden det gode samarbejde, som de har med Venmark Fisk. Man kunne nemlig i god tid forudbestille lækker grovhakket fiskefars til afhentning under julemarkedet i Spejderhuset.
Foto: Niels Skipper.
Link til relaterede artikler
Glade arrangører af julemarkedet i Den Svenske Sømandskirke i Hirtshals
Traditionen tro med fred og ro i julestuen hos Missionshuset i Hirtshals
Flot julemarked:)