Fredag den 28. november blev julen officielt skudt i gang på Hjørring Private Realskole, hvor elever, lærere og gæster samledes til den traditionsrige juleklippedag. Selvom Gasolins klassiker fra 1977 ikke var på programmet, var stemningen præcis som sangen beskriver – julen er endelig kommet.
Dagen begyndte i HPR-Hallen med morgensang, hvor skolens eget ”Nisseband” – Marianne, Anja, Louise og Lene – sørgede for musikalsk julehygge. Som traditionen foreskriver, blev det første lys i adventskransen tændt, og opgaven blev løst sikkert af Olivia fra 4.A, mens fællessangen ”Som en sky decemberfugl” fyldte hallen.
I år var der ingen konkurrencer om pynt eller nissehuer. Fokus var i stedet på ren julehygge. Dog blev pebernøddekonkurrencen og bogkonkurrencen præsenteret af Klaus og skolens bibliotekar Anne, som mindede om, at der stadig er plads til lidt sjov og spænding i december.
Matematikken fik også sin plads i festlighederne, da Hanne Svendsen præsenterede de elever fra 8. og 9. klasse, der havde deltaget i den landsdækkende Georg Mohr-konkurrence. Deltagerne modtog diplomer til stor applaus.
Efter morgensangen gik hele skolen ud i skolegården, hvor der blev talt ned fra ti, inden julelysene på skolens bygninger blev tændt. Louise førte an i fællessangen ”Dejlig er den himmel blå”, og derefter spredte juleklippedagen sig til klasselokalerne, hvor papir, glimmer og gran satte rammerne for kreativ hygge.
Som altid var forældre og bedsteforældre stærkt repræsenteret i indskolingen, og skolen sender en stor tak for den trofaste opbakning.
Foto: Hjørring Private Realskole.


