Der er lagt op til en stor julefest i Tornby fredag eftermiddag, når juletræet ved Brugsen skal tændes. Den aktive bestyrelse i Brugsen står bag et festligt julearrangement på parkeringspladsen til glæde for børn og voksne i Tornby.
Byens velkendte julemand dukker naturligvis op med sin sæk og går i spidsen, når der skal danses omkring træet. Til at stå for musikken og synge for på julens sange kommer den populære og velkendte harmonikaspiller Kaj Berthelsen. Herudover vil KFUM-spejderne fra Tornby-Vidstrup være til stede med fakler.
Når træet er blevet tændt vil julemanden dele godteposer ud til alle børnene. Bagefter serverer både Brugsen og repræsentanter fra Tornby Beboerforening gløgg og æbleskiver til de voksne, mens der er sodavand til børnene.
Jo, det bliver en festlig eftermiddag på Brugsens parkeringsplads i Tornby på fredag. Med udsigt til koldt vejr – og måske endda sne, vil det være en god ide, hvis man klæ’r sig varmt på.
Foto (arkiv): Niels Chr. Jakobsen.